Borgere advarer om livsfarlig klatrevæg

Det skulle egentlig være en klatrevæg til byens børn. Men et faldunderlag i bolte og cement får nu i stedet borgerne til at advare mod væggen

(Foto: Jakob Jørgensen)
(Foto: Jakob Jørgensen)

'Dette er livsfarligt', er ikke ligefrem den tekst, man forventer at finde et sted, hvor ens børn kan lege.

Ikke desto mindre er det den advarsel, der møder en på den omkring tre meter høje glas-klatrevæg, Valby Kulturhus har opført på Toftegårds Plads i Valby.

Og falder de små poder ned fra væggen, er der måske noget om snakken. I stedet for et godkendt faldunderlag er det nemlig cement og store bolte, der stikker op.

- Det er som sådan fint, at der er lavet en klatrevæg her. Men mine dagplejebørn ville bestemt ikke få lov til at lege her. Underlaget er simpelthen for farligt at falde ned på, siger Ann Vestergård, der er dagplejemor i Valby, til Ekstra Bladet.

Johnny Fagerberg, der er familiefar og bor i Greve, arbejder i Valby. Han går derfor ofte forbi væggen, men har mest af alt opfattet det som et kunstværk.

- Så at lade den ligne en klatrevæg sender et forkert budskab, for det kan ikke være meningen med den. Havde jeg en fireårig knægt, skulle han i hvert fald ikke klatre på den med det underlag, siger han.

Og ifølge Steffen Woetmann fra firmaet Gubbies, der bygger klatrevægge, skal der være et godkendt underlag.

- Man må gerne lave en klatrevæg på tre meter. Men der skal altså være et faldunderlag. At lave et fundament med cementkanter og bolte er bestemt ikke skide smart, siger Steffen Woetmann, der undrer sig over konstruktionen.

- Der er jo bygget mange af den slags før.

Underlaget forsinket
Glasvæggen blev opført sidste sommer, men siden den for halvanden måned siden blev lavet om til en klatrevæg, har den stået uden sikkert underlag. Hos Valby Kulturhus er man da også godt klar over, at det er et problem.

- Vi har netop besluttet at afspærre væggen og etablere et falderunderlag. Der skulle have været et sandunderlag, men det er bare ikke kommet, lyder det fra souschef i Kulturhus Valby, Lars Becher, så snart Ekstra Bladet konfronterer ham med væggens mangler.

- Hvorfor sker der først noget nu?
- Det har primært handlet om dårlig kommunikation med en håndværker. Men efter flere henvendelser i weekenden skal det nu være. Det er ment som en klatrevæg, og derfor skal den selvfølgelig også være sikker, siger han.

- Kunne I ikke bare have skiftet håndværker?
- Det er så også det, vi gør nu. Men jo. Det var et dårligt valg, og jeg kan ikke svare på, hvorfor det ikke er sket før, siger Lars Becher.

Souschefen understreger, at væggen da også har været afspærret af flere omgange af sikkerhedshensyn.

- Men nu laver vi en permanet afspærring, og jeg forventer, at en håndværker kan gå i gang med underlaget allerede i morgen, siger Lars Becher.

Har du andre eksempler på farlige legepladser? Skriv og send billeder til marta@eb.dk eller tip os på 1224 (koster alm. sms-takst)

1 af 5 Johnny Fagerberg har mest af alt opfattet den farlige klatrevæg som et kunstværk. (Foto: Jakob Jørgensen)
2 af 5 Ann Vestergård, der er dagplejemor i Valby, ville ikke lade sine dagplejebørn lege på væggen. (Foto: Jakob Jørgensen)
3 af 5 (Foto: Jakob Jørgensen)
4 af 5 (Foto: Jakob Jørgensen)
5 af 5 (Foto: Jakob Jørgensen)
0 kommentarer
Vis kommentarer