Dibbern til Krag: Det er bare honning i skarntydesaften

Formand for Praktiserende Lægers Organisation Henrik Dibberns budskab fra protestmødet til sundhedsministeren er klart : Det er ikke godt nok, Astrid

- Hun kalder det en håndsrækning, men indholdet er det samme, siger praktiserende lægers formand Henrik Dibbern med henvisning til sundhedsministeren. Foto: Jesper Mortensen
- Hun kalder det en håndsrækning, men indholdet er det samme, siger praktiserende lægers formand Henrik Dibbern med henvisning til sundhedsministeren. Foto: Jesper Mortensen

Ekstra Bladet (ODENSE): Thorbjørn Risagers Band spiller op med blues og lægerne klapper taktfast, stemningen er god, men dette er ikke en hyggeanledning.

Minerne er bekymrede, når musikken forstummer og overalt hagler kritikken ned over regeringens indgreb i konflikten mellem Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

Se også: De sure læger: De skal ikke bestemme over os

16.000 hænder klapper, da Henrik Dibbern træder op på talerstolen for at byde velkommen til det største møde, almen praksis nogensinde har arrangeret.

- Velkommen. Dette bliver en dag ingen nogensinde glemmer - hverken de fremmødte - eller dem udenfor, lyder det venligt fra den grånende formand, men retorikken mod regeringen er mindre mild.

Se også: Lægerne kan straffes for at aflevere ydernummer

- Vi kan ikke bruge det til noget. Det er bare honning i skarntydesaften, siger formand for PLO Henrik Dibbern til Ekstra Bladet, inden stormødets begyndelse.

Henrik Dibbern henviser til udtalelser, som sundhedsminister Astrid Krag kom med i går forud for at hun i dag fremlægger det omstridte lovforslag.

- Vi skal ikke styre lægerne fra Christiansborg, sagde sundhedsministeren, men det havde ikke den store effekt på den forsamlede skare.

- Hun kalder det en håndsrækning, men indholdet er det samme. De vil bestemme, og det vil vi ikke finde os i, siger formanden.

0 kommentarer
Vis kommentarer