Intet forbud mod tatovering

Tidligere i dag kom det frem, at en kommende bekendtgørelse om tatoveringsfarver vil gøre al tatovering ulovlig i Danmark. Men det bliver det på ingen måde, lover Miljøstyrelsen

Der bliver alligevel ikke totalforbud mod tatoveringer, som Læge Jørgen Serup havde 'forudset'. Foto: Colourbox
Der bliver alligevel ikke totalforbud mod tatoveringer, som Læge Jørgen Serup havde 'forudset'. Foto: Colourbox

Læge Jørgen Serup fortæller i medierne, at en kommende bekendtgørelse om tatoveringsfarver vil gøre al tatovering ulovlig i Danmark. Men det er ikke tilfældet.

Bekendtgørelsen vil gøre det mere sikkert at blive tatoveret, så forbrugerne ikke prikkes med kræftfremkaldende stoffer, lyder det nu fra Miljøstyrelsen.

Politiken bragte tidligere i dag nogle artikler, hvor læge Jørgen Serup hævdede, at Miljøstyrelsen med en ny bekendtgørelse om tatoveringsfarver reelt vil gøre al tatovering i Danmark ulovlig.

Men det er ganske enkelt forkert, fortæller Elisabeth Paludan fra Miljøstyrelsens Kemikalieenhed.

Se også: Slut med tatoveringer i DK

- Bekendtgørelsen vil på ingen måde gøre det umuligt at blive tatoveret lovligt i Danmark, fastslår hun.

Kritikken fra Serup går på, at bekendtgørelsens krav om indholdsdeklarationer på tatoveringsfarver vil være umulige at leve op til, så al tatoveringsblæk bliver ulovligt - og dermed tatovering i det hele taget.

Men det er ifølge Elisabeth Paludan en forfejlet kritik.

Se også: Først forbød de min kamphund, og nu min tattoo

- Både Tyskland, Sverige og Norge har indført lignende regler om indholdsdeklaration - uden at tatovørerne har måttet lukke butikken. Europarådets resolution om tatoveringsfarver stiller også krav om mærkning, og flere internationale producenter af tatoveringsfarver reklamerer med at overholde resolutionen, siger Elisabeth Paludan.

- Det er bestemt muligt at overholde de kommende regler, også uden væsentlige økonomiske byrder. Vi kender allerede til forskellige tatoveringsfarver, hvor indholdet er lagt åbent frem af producenten, så sværere er det altså heller ikke.

Formålet med bekendtgørelsen er at gøre det sikrere at få en tatovering og beskytte forbrugerne fra stoffer, der er fundet i omkring en femtedel af tatoveringsfarverne. De nye krav svarer til kravene for kosmetik, og rationalet er, at det, der bliver lagt ind i huden skal være lige så sikkert at bruge som det, der lægges oven på huden.

Se også: Politiker: Professor vrøvler om tatoveringer

- Vi taler om stærkt kræftfremkaldende stoffer, der er så farlige, at de allerede er forbudt i tøj, og der er forbud på vej i andre produkter med hudkontakt som for eksempel cykelhåndtag. Det er en åbenlyst dårlig ide at prikke den slags stoffer direkte ind i huden. Derfor er vi nødt til at standse tatoveringsfarver med de stoffer i, og det kan vi ikke, hvis vi ikke ved, hvad der er i farverne, siger Elisabeth Paludan.

Med den nye bekendtgørelse i hånden vil det også være muligt for myndighederne at gribe ind over for skadelige kopiprodukter.

- Vi vurderer, at jo mere trygt vi kan gøre det at blive tatoveret, jo bedre vil det være - ikke bare for forbrugerne, men også for tatovørbranchen. Vi ved, at der findes alle mulige produkter på nettet, som enhver kan købe, og hvor både oprindelse og indhold er tvivlsomt. Det er vores indtryk, at det er tatovørbranchen også bekymret for, siger Elisabeth Paludan.

1 af 2 Man kan alligevel trygt lade sig tatovere, og det bliver ikke ulovligt, lyder det fra Miljøstyrelsen. Foto: Colourbox
2 af 2 Der bliver alligevel ikke totalforbud mod tatoveringer, som Læge Jørgen Serup havde 'forudset'. Foto: Colourbox
0 kommentarer
Vis kommentarer