Kæmpeorkan afslører 50.000 år gammel skov i havet

Træernes safter dufter stadig, og flere af stammerne i Den Mexicanske Golf er to meter i diameter, lyder det.

En gruppe dykkere har opdaget en over 52.000 år gammel skov på bunden af Den Mexicanske Golf lige syd for delstaten Alabama i USA.

Ben Raines var en af de første dykkere på stedet. Han vurderer, at skoven formentlig har blottet sig, efter at orkanen Katrina ramte den amerikanske kyst i 2005.

Skoven indeholder træer, der er så velbevarede, at man stadig kan lugte plantesafterne, når stammerne bliver kløvet. Skoven strækker sig over 1,3 kvadratkilometer, lyder det fra organisationen Weeks Bay Foundation.

Den undersøiske skov har udviklet sig til et kunstigt rev, der tiltrækker masser af fisk, krebsdyr, søanemoner og andet marineliv, skriver det amerikanske netmedie livescience.com.

Flere af træerne er kæmpestore - nogle af stammerne har en diameter på to meter.

- Det føles virkelig som om, at du er i et eventyrland, når du svømmer rundt blandt disse træstubbe og træstammer, siger Ben Raines ifølge livescience.com.