Sexmisbrugte børn ender ofte som arbejdsløse

Mange mennesker, som er blevet misbrugt seksuelt i barndommen, havner på pension eller i arbejdsløshed

(Modelfoto)
(Modelfoto)

Når en mindreårig pige eller dreng bliver sexmisbrugt, er det ikke kun et traume her og nu. Krænkelserne sætter ofte så dybe spor, at det skader barnets arbejdsliv, når det bliver voksent.

Nye tal fra Socialstyrelsens Årsstatistik 2012 viser, at det er langt sværere for voksne med senfølger efter sexovergreb i barndommen at få fodfæste på arbejdsmarkedet, end det er for andre.

I aldersgruppen 38 til 47 år er kun 42 procent af de sexmisbrugte i job. I den samlede befolkning er 85 procent i job. Der er med andre ord en forskel i beskæftigelsesgraden på 43 procentpoint.

- Det er helt syret. Jeg er sikker på, at der er social slagside i tallene, siger Lisbeth Zornig Andersen til Avisen.dk.

Hun er stifter og partner i Huset Zornig, der blandt andet udvikler viden til at hjælpe udsatte danskere, så de kan få et produktivt arbejdsliv.

Lisbeth Zornig Andersen, som også er tidligere formand for Børnerådet, tror, at tallene dækker over, at mange sexmisbrugte har haft en barndom i det, hun kalder underklassen.

- For dem, der også vokser op med fattigdom og mobning i skolen, er der en række traumer, der gør, at det er svært at få og fastholde et job, forklarer hun.

Når voksne med senfølger skal beskrive deres hovedbeskæftigelse, oplyser 20 procent, at de er på førtidspension. 16 procent er arbejdsløse.

- Der er virkelig en social deroute i det at være blevet seksuelt misbrugt som barn. Mange ender på en pension, siger Carsten Borup, formand for Landsorganisationen Mod Seksuelle Overgreb, til Avisen.dk.

I dag kan voksne med senfølger få gratis psykologhjælp i maksimum 11 timer, hvis sexmisbruget fandt sted, før de fyldte 18 år.

Et maksimum, som fagfolk helst så fjernet.

- Den psykologhjælp ofre for seksuelle forbrydelser får i dag er slet ikke tilstrækkelig. Der burde være ubegrænset hjælp i stedet for det maksimum på 11 timer, der er gældende i dag, siger Carsten Borup

kommentarer

Der er lukket for nye kommentarer til denne artikel.

Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen