Dyr slagtes uden bedøvelse

Flere hjemmeslagtere taget i ulovlig slagtning uden bedøvelse

(Arkivfoto: Ole Steen)
(Arkivfoto: Ole Steen)

Fra officielt hold forlyder det, at ingen slagterier herhjemme foretager rituelle slagtninger af dyr udne bedøvelse.

Ekstra Bladet kan i dag afsløre, at det til gengæld sker i stor stil hos lyssky hjemmeslagterier, hvor dyr i bunkevis lider en pinefuld død, når halsen ulovligt skæres over på dem, mens de er ved bevidsthed.

Således har Fødevarestyrelsens Rejsehold de seneste år haft mindst fem sager, hvor hjemmeslagtere er blevet taget i ulovlig slagtning uden bedøvelse, som er krav fra såvel meget troende muslimer og jøder, før de vil sætte tænderne i kødet.

Et af de værste eksempler er fra nær Viborg. Her blev 50 får og lam fundet slagtet uden brug af bedøvelse. Landmanden fik i 2011 en bøde på 100.000 kroner i sagen.

– Vores bevis har været, at vi ikke har kunnet se det hul i panden, som normalt er, siger Michael Rosenmark, rejseholdschef i Fødevarestyrelsen.

I følge dyrlæge og medlem af Det Etiske Råd Lene Kattrup, så kan omfanget da også meget vel være større, end myndighederne har nys om.

Gennem årerne har hun fået en del henvendelser om ulovlige slagtninger, og hun sætter spørgsmålstegn ved om de ulovlige slagtninger prioriteres.

– Jeg er flere gange gået til politiet og Fødevarestyrelsen med sager og har støttet andre personer samt naboer med flere, der havde anmeldt. Mit indtryk er, at myndighederne - også højere oppe i systemet - ikke rigtig gad gøre noget ved det, siger hun.

Fødevareminister Karen Hækkerup(S) tager skarp afstand fra hjemmeslagterne, der slagter uden bedøvelse:

– Jeg tager skarpt afstand fra alle former for ulovlige hjemmeslagterier. Der er jo en årsag til, at vi har fødevareregler i Danmark og kontrollerer, at alting foregår som det skal på slagterierne. Det er både for dyrenes og forbrugernes sikkerhed.

– Jeg vil samtidig gerne opfordre folk til at lade være at købe kød fra steder, som man ikke er helt sikker på er fine i kanten, for hvis ikke der er en efterspørgsel er der heller ikke et salg, siger hun.

Karen Hækkerup afviser også kritikken om, at området er nedprioriteret:

– Jeg ved, at Fødevarestyrelsens Rejsehold gør et stort stykke arbejde for at komme fødevaresvindel til livs. Har man en mistanke om, at der foregår noget ulovligt, kan man altid henvende sig til Fødevarestyrelsen, så vil de undersøge sagen.

Læs mere Ekstra Bladet lørdag:

- Så pinefuld er dyrenes død

- Se hvor nogle af de ulovlige slagtninger er fundet sted

- Hvad siger landmændene, der slagter uden bedøvelse

- Hvad mener de muslimske organisationer herhjemme om bedøvelse

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere