Prinsesse Diana blev myrdet, det britiske militær var involveret, og det skete på foranledning af det britiske kongehus, der ikke billigede hendes romance med den egypiske mangemillionær, Dodi Fayed.
Det fortæller en tidligere soladat fra den britiske hærs særlige enhed Special Air Service ifølge The Sunday Mirror.
Oplysninger fra soldaten er fremsat anonymt i avisen, men The Metropolitan Police bekræfter, at der inden for den seneste måned er dukket nye vidneudsagn fra en tidligere soldat om ulykken i en tunnel i Paris i 1997. Udover prinsessen blev også hendes kæreste, Dodi Fayed og deres chauffør dræbt.
Det er soldatens kone, der har viderebragt oplysningerne.
- Han fortalte mig, at det skulle gennemføres i en tunnel, så man var nogenlunde sikker på, at det ville ende med en dødsulykke, siger kvinden.
Hun fortæller, at hendes mand har oplysningerne fra en kollega, der var med i komplottet, og at ulykken blev fremprovokeret ved, at man lod chaufføren blænde ved et skarpt lys.
'Et job er et job'
- Da jeg spurgte , hvordan man kunne gøre sådan noget , sagde han :'Det er en ordre, et job, og et job er et job.'
Flere undersøgelser har tidligere afvist alle teorier om mord, men fastslået, at årsagen var en blanding af, at chaufføren var spirtituspåvirket, og at det celebre par blev forfulgt at nærgående paparazzi-fotografer.
De nye anklager matcher fuldstændig tidligere anklager fra Dodi Fayeds far, den stenrige Mohammed Al Fayed. Han har hele tiden været overbevist om, at parret blev tvunget i døden, og at en motorcykel og en hvid Fiat, der aldrig er fundet, var med til at skabe billedet af en ulykke.
Den anonyme soldat har således også fortalt netop om en mortorcykel og en hvid bil som involverede i ulykken.
Udsagnet undersøges
Ud over at bekræfte at der er kommet nye oplysninger fra en tidligere soldat, vil politiet ikke kommentere sagen yderligere.
- The Metropolitan Police Service vil vurdere de nye oplysninger, deres relevans og trovædighed, men der er ikke tale om en ny undersøgelse, lyder det i en officiel erklæring fra politiet.
Tidligere poltichef Lord Stevens fremlagde i 2006 en undersøgelsesrapport, der konkluderede, at der ikke var tale om mord.
Samme konklusion kom en britisk jury til i 2008 efter en høring om sagen, hvor påstanden om, at Dianas svigerfar, prins Philip, havde bestilt drabet, blev afprøvet.
Den 90 dage lange høring, der kostede 137 millioner kroner at gennemføre, fastslog, at for høj fart, spritkørsel og paparazzi-jagt var årsag til dødsulykken.