Måling: Danskerne er skeptiske over for roadpricing

Hver anden dansker takker nej til roadpricing, som spiller en hovedrolle i Trængselskommissionens rapport

Politikerne skal tænke sig godt om, inden de giver sig i kast med at indføre det såkaldte roadpricing-system for personbiler.

I en ny undersøgelse, foretaget af Voxmeter for Ritzau, svarer hver anden dansker nej til den principielle tanke om, at man skal betale bilafgift efter, hvor, hvornår og hvor meget man kører.

55 procent siger nej, mens kun 35 procent støtter ideen, som er blevet undersøgt af Trængselskommissionen, der i denne uge forventes at præsentere sine anbefalinger.

DR har allerede kunne afsløre, at et udkast til den endelige rapport nævner roadpricing som det mest effektive middel til at reducere biltrafikken i hovedstaden.

Men tanken har ingen gang på jord i forhold til vælgerne, vurderer politisk kommentator Hans Engell.

- Selvom der formentlig er halvandet år til næste folketingsvalg, så befinder vi os allerede i en form for valgkamp.

- Og roadpricing vil - ligegyldigt hvordan man udformer det - blive sindssygt upopulært i et land, hvor de fleste føler, at de har betalt vejene ikke bare én, men flere gange, pointerer han.

Undersøgelsen viser ligeledes, at kun 12 procent af danskerne forventer at bruge bilen mindre, hvis der bliver indført roadpricing.

Og Forbrugerrådets medlem af Trængselskommissionen understreger, at det er vigtigt, at et eventuelt roadpricingsystem får en ukompliceret og gennemskuelig prisstruktur.

Ellers vil det ikke have den ønskede på trængslen.

- Folk skal vide, hvad det koster at køre hvor henne og hvornår. Ellers får det dem ikke til at ændre adfærd, påpeger seniorrådgiver Lise Bjørg Pedersen.

Hun fremhæver, at selve pointen med, at kommissionen har undersøgt systemet, er, at det kan reducere trængslen ved at give bilisterne økonomiske incitamenter til at køre på mindre trafikerede veje og tidspunkter.

Eller ved ganske enkelt at lade bilen stå og i stedet vælge den kollektive trafik.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere