Det ligner en fejltagelse af de større, at en kunsthistoriker og en museumsdirektør er blevet sat til at holde landets to efterretningstjenester, PET og FE, i ørerne.
Så klar er kritikken fra chefjurist i Cepos Jacob Mchangama, efter Justitsministeriet i dag har offentliggjort navnene på de fem medlemmer af det tilsyn, som skal sørge for, at efterretningstjenesterne behandler personlysninger om danskerne med respekt og ordentlighed.
Den mand, som har påkaldt sig chefjuristens kritiske blik hedder Karsten Ohrt, der til daglig er direktør for Statens Museum for Kunst.
- Det er svært at se, hvordan han skal kunne sætte sig igennem over for efterretningstjenesterne, konstaterer Jacob Mchangama, og tilføjer:
- Hans profil som kunsthistoriker og museumsdirektør giver ikke omverdenen indtryk af, at man har sammensat et slagkraftigt tilsyn.
De skal holde øje med PET for osJacob Mchangama understreger, at han ikke har noget personligt imod Karsten Ohrt, men når det handler om at sætte sig op imod en stærk organisation som PET, så er en baggrund i kunstverden ikke godt nok. Der er nemlig ofte behov for håndfaste argumenter, og dem betvivler han, direktøren besidder.
- Det er fint at have andre samfundsinteresser end jura med i tilsynet, men her havde det været mere relevant at have eksempelvis en it-ekspert med. Ikke mindst i lyset af den store amerikanske NSA-skandale, konstaterer chefjuristen.
I sommer afslørede den tidligere ansatte i NSA, Edward Snowden, hvordan sikkerhedstjenesten holder øje med stort set al kommunikation på internettet, og hvordan overvågningen også har berørt europæiske lande. Det er lignende skandaler, som tilsynet herhjemme skal dæmme op for.
Tilsynet kommer til at arbejde i dybeste hemmelighed og langt fra offentlighedens søgelys. På den måde skal de fem medlemmer sikre, om de to efterretningstjeneste passer deres arbejde, samtidig med at de respekterer danskernes privat liv.
Over for Ekstra Bladet forsvarer Justitsministeriet tilsynets sammensætning.
- Efter udvalgets opfattelse burde der ikke stilles særlige krav om en bestemt uddannelsesmæssig eller erhvervsmæssig baggrund for de pågældende medlemmer, lyder det i et mailsvar.
- Jeg kan i øvrigt oplyse, at justitsministeren har udpeget medlemmerne af tilsynet efter drøftelse med Folketingets Kontroludvalg, lyder det videre fra en medarbejder i ministeriets presseafdeling.
Karsten Ohrt ønsker fredag ikke at udtale sig om kritikken. Det forklarer han gennem sin pressemedarbejder.