Edward Snowden skriver brev til Merkel

Den efterlyste whistleblower vil besvare spørgsmål om USA påståede aflytning af Angela Merkel

Edward Snowden skriver brev til forbundskansler Angela Merkel og erklærer sig villig til at lade sig afhøre af Tyskland om USA's aflytninger. (Foto: AP)
Edward Snowden skriver brev til forbundskansler Angela Merkel og erklærer sig villig til at lade sig afhøre af Tyskland om USA's aflytninger. (Foto: AP)

Edward Snowden skriver i et brev til kansler Angela Merkel, at det internationale samfund i fællesskab kan stoppe USA's ’skadelige opførsel’, der går ud på at lukke munden på folk, der afslører amerikansk spionage.

- At tale sandheden er ikke en forbrydelse, hedder det i brevet, som den efterlyste whistleblower har skrevet i sit eksil i Rusland.

- Jeg er sikker på, at med støtte fra det internationale samfund, så vil USA opgive denne skadelige opførsel, skriver Snowden til de tyske politikere.

Hans russiske advokat, Anatoly Kucherena, oplyser, at Snowden er klar til at blive afhørt af de tyske myndigheder i Moskva oven på hans afsløring af, at USA aflytter forbundskanslerens mobiltelefon.

Se også: 10 svar: Derfor lytter USA gerne med, når Helle snakker

Den tyske indenrigsminister, Hans-Peter Friedrich, siger, at Tyskland er interesseret i at høre hans forklaring.

- Hvis budskabet er, at Snowden ønsker at give os information, så vil vi med glæde acceptere det, siger indenrigsministeren ifølge BBC News.

USA ønsker Snowden udleveret, så han kan blive tiltalt og dømt for spionage. Rusland har givet den efterlyste efterretningsmand asyl til juni.

Det har vakt vrede i Tyskland, at USA angiveligt har aflyttet forbundskansler Angela Merkels mobiltelefon.

Se også: Obama ikke længere mest magtfulde mand

Merkel har selv konfronteret præsident Barack Obama om sagen. Hun gjorde det klart, at en sådan form for aflytning ville være et graverende tillidsbrud.

- Spionage mellem venner finder ikke sted, sagde Merkel under EU-topmødet i Bruxelles i sidste uge.

Det Hvide Hus har afvist, at en aflytning af Angela Merkel har fundet sted.

- USA overvåger ikke, og vil ikke overvåge kanslerens kommunikation, svarede talsmanden i Det Hvide Hus, Jay Carney, på et pressemøde.

Den tyske politiker Hans-Christian Ströbele fra partiet De Grønne har taget brevet med hjem til Tyskland efter at have besøgt Edward Snowden i Rusland. (Foto: AP)
Den tyske politiker Hans-Christian Ströbele fra partiet De Grønne har taget brevet med hjem til Tyskland efter at have besøgt Edward Snowden i Rusland. (Foto: AP)

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere