Mursi er ankommet til stærkt bevogtet retsmøde

Tidligere egyptisk præsident er blevet fløjet til retssal i Kairo, hvor han risikerer at blive dømt til døden

Egyptens afsatte præsident Mohamed Mursi og 14 andre ledere fra Det Muslimske Broderskab er ifølge egyptiske medier mandag morgen ankommet til retten i Kairo, hvor de står anklaget for at have opildnet til drab på demonstranter.

Mursi blev fløjet til politiakademiet i det sydøstlige Kairo, der er omdannet til en retssal, i en helikopter, siger den egyptiske hovedstads sikkerhedschef, Osama al-Soghayar.

20.000 politifolk har fået til opgave at beskytte retssalen, når retsopgøret går i gang, og tusinder af den islamistiske broderskabsbevægelses tilhængere ventes at møde op i protest.

Landets første folkevalgte præsident har været tilbageholdt et ukendt sted, siden han 3. juli blev fjernet af militæret. Hermed syntes meget tilbage til den gamle orden med militæret i spidsen for det nordafrikanske land.

Den 52-årige Mursi risikerer at blive dømt til døden i retssagen, hvor han står anklaget for tilskyndelse til drab på aktivister, som i 2012 demonstrerede imod ham.

Trofaste støtter til Mohamed Mursi har mandag varslet demonstrationer og antimilitære protester foran retssalen, og egyptisk politi har afspærret et stort område omkring politiakademiet for at holde demonstranterne på afstand.

Søndag dræbte bevæbnede mænd to egyptiske politifolk tæt ved byen Ismailia, der ligger omkring 130 kilometer sydvest for hovedstaden Kairo.

En tredje politimand blev såret under angrebet, hvor der blev skudt med automatvåben fra en bil, som passerede en kontrolpost.

Mursi vandt Egyptens første præsidentvalg efter de mange år med Hosni Mubarak, som blev afsat ved et folkeligt oprør i 2011.

Mohamed Mursi er ikke blevet set offentligt, siden han blev væltet i starten af juli. Og det er endnu uvist, om egypterne overhovedet får den afsatte præsident at se ved mandagens retsmøde.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere