Fogh fordømmer vold under valg i Kosovo

Natos soldater har ingen aktuelle planer om at forlade Kosovo, lover Nato-chef efter voldsepisoder under valg

Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, tager kraftig afstand fra de voldelige episoder under weekendens valg i Kosovo.

- Jeg fordømmer på det kraftigste angreb på valgsteder i Mitrovica. Vold og trusler kan ikke tolereres, siger Fogh på sit månedlige pressemøde mandag i Bruxelles.

Soldater fra Nato-styrken KFOR måtte søndag gribe ind i byerne Mitrovica og Zvecan efter flere voldelige episoder.

Fra Mitrovica nær Kosovos grænse til Serbien var der blandt andet rapporter om, at forklædte serbiske ekstremister havde ødelagt valgurner, gennempryglet vælgere og sprøjtet tåregas mod vælgere, der ventede på at stemme.

Voldsepisoderne fik afbrudt valghandlingen i talrige stemmelokaler og har ifølge flere iagttagere forhindret et frit og retfærdigt valg.

Den centrale valgkommission har mandag meddelt, at det på grund af de voldelige episoder kommer til at trække ud med at få svar på, hvem der vandt lokalvalget, hvor 1,7 millioner stemmeberettigede skulle vælge borgmestre i Kosovos 36 kommuner.

Anders Fogh Rasmussen understreger, at Kfor foreløbig ikke har planer om at forlade Kosovo, men tvært imod har tænkt sig at blive som en upartisk garant for freden.

Parterne har selv bedt Nato-soldaterne om at blive, efter at de tidligere i år med EU som mægler blev enige om en plan for normalisering af forholdet.

- Valg er et vigtigt element i normaliseringen af forholdene mellem Beograd og Pristina. Man kan ikke tillade, at vold skal afspore de fremskridt, der foreløbig er opnået i dialogen, siger Fogh.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere