Internationalt fredsmøde om Syrien er udskudt

Syriens opposition kræver, at præsident Assad skal gå af, og at Iran udelukkes, siger russisk minister

Der bliver ikke nogen international fredskonference i november om Syrien. Det siger en kilde tæt på processen til det russiske nyhedsbureau Itar-Tass.

Tirsdag mødtes viceudenrigsministre for USA og Rusland med FN's udsending i Syrien, Lakhdar Brahimi, i Geneve for at drøfte, hvornår der skal indkaldes til fredskonferencen.

- Konferencen vil ikke blive holdt før december, siger kilden til det russiske nyhedsbureau.

USA og Rusland, der har ført an i forsøget på at samle de syriske parter, havde håbet på, at et fredsmøde kunne finde sted senere i november.

Ifølge den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, har de syriske oprørere stillet betingelser, som modarbejder planen om en en fredskonference.

Han nævner, at oppositionen har stillet som betingelse, at Iran ikke deltager i konferencen, og at Syriens præsident, Bashar al-Assad, træder tilbage.

- Rusland og USA var enige om, at Geneve II-konferencen skulle samles uden forhåndsbetingelser, siger Lavrov.

De to stormagter bebudede tilbage i maj en fredskonference, men uvilje hos stridens parter og et intermezzo med kemiske våben, hvor USA truede med et militært angreb på Syrien, har forhalet processen.

Syrien blev beskyldt for at have angrebet en forstad til Damaskus i august med kemiske våben. Siden er der indgået en aftale i FN, som Assads regering har tilsluttet sig, at eliminere alle de kemiske våben i Syrien senest i 2014.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere