Finansråd tager afstand fra rådgivning om skattefusk

Bankernes organisation tager afstand fra rådgivning om skatteunddragelse, men udtaler sig ikke om Jyske Bank

Bankernes brancheorganisation, Finansrådet, vil ikke udtale sig i den konkrete sag, hvor en rådgiver i Jyske Bank i Schweiz rådgiver en DR-journalist forklædt som forretningsmand om, hvordan han kan slippe billigst i skat.

Udsendelsen "I Skattely" blev vist mandag aften.

- Finansrådet har ikke indsigt i den konkrete sag vedrørende Jyske Bank, og vi kan derfor ikke udtale os om denne, udtaler vicedirektør Louise C. Mogensen i meddelelsen.

Vicedirektøren slår fast, at "Finansrådet naturligvis tager afstand fra skatteunddragelse og rådgivning herom".

- Det er vigtigt at fastslå, at det allerede i dag er strafbart at rådgive om skatteunddragelse, jævnfør den almindelige bestemmelse i straffeloven om medvirken, og at vi naturligvis tager afstand fra rådgivning om skatteunddragelse.

- Det er ikke op til os at vurdere, hvor hårde straffebestemmelserne skal være. Det er politikerne, der laver lovene og Finansrådets tilgang er, at bankerne naturligvis skal overholde gældende lov, siger Louise C. Mogensen.

Om udtalelsen betyder, at brancheorganisationen fortsat bakker fuldt og helt op om Jyske Bank, har det ikke været muligt at få uddybet hos Finansrådets vicedirektør.

/ritzau/

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere