Flere eksplosioner rammer ved partikontor i Kina

En person er dræbt, og otte andre er såret, efter at flere mindre eksplosioner har ramt i det nordlige Kina

En række sprængladninger eksploderede onsdag foran et provinshovedkvarter tilhørende Kinas kommunistparti.

- Der var adskillige eksplosioner forårsaget af små anordninger nær partiets provinshovedkvarter i Taiyuan, lyder det fra politiet i provinsen Shanxi på sociale medier.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er en person dræbt og otte andre såret.

- Sikkerhedsfolk er på stedet og arbejder hårdt for at efterforske hændelsen, lyder det videre.

Der blev fundet kuglelejer spredt rundt omkring på stedet. De bliver ofte brugt i bomber for at gøre mest muligt skade.

Hjemmelavede bomber
- Episoden er formentlig forårsaget af hjemmelavede bomber, skriver politiet på Kinas populære sociale medie weibo.

Eksplosionerne kommer lidt over en uge efter, at en bil kørte ind i en gruppe mennesker på Den Himmelske Freds Plads i Beijing. To turister og tre personer i bilen mistede livet.

Myndighederne har kaldt hændelsen for et "terrorangreb" og sagt, at det var udført af en gruppe mennesker med tilknytning til en muslimsk separatistgruppe, der ønsker den vestlige Xinjiang-provins løsrevet fra Kina.

Den seneste episode sker forud for et møde i partiets top i weekenden, hvor det er ventet, at økonomiske reformer er på dagsordenen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere