Adgang forbudt: Karin er for tidskrævende

Karin Zwisler har hverken slået eller truet nogen. Alligevel fik hun uden varsel forbud mod både at ringe og møde op på rådhuset i Lejre. Kommunen synes, hun er for tidskrævende

(Foto: Avisen.dk)
(Foto: Avisen.dk)

Læs Karins historie: Sendte 420 mails til kommunen

Karin Zwisler har forbud mod at nærme sig Lejre Kommunes rådhuse uden aftale. Hun må ikke maile til medarbejdere, men kun til en særlig fællesmail lavet til hende. Hun må ikke ringe. Hvis det er akut, har hun fået nummeret til en sekretær.

46-årige Karin Zwisler har aldrig slået, sparket eller truet nogen. Men Lejre Kommune synes, hun tager for meget af medarbejdernes tid.

- Det kom helt ud af den blå luft. Jeg satte mig ned og græd. Der er ikke nogen, der har sagt, jeg sendte for mange mails. Tværtimod havde afdelingslederne i kommunen sagt, at det gik godt med vores samarbejde, og at jeg bare skulle skrive, hvis jeg havde spørgsmål, siger Karin Zwisler til Avisen.dk.

Spørgsmålene har hun sendt på mail. Hun siger, hun kun enkelte gange har ringet eller er mødt op på rådhuset for at aflevere bilag.

- Jeg forstår ikke, hvorfor de forbyder mig noget, jeg ikke har gjort, siger Karin Zwisler.

Hendes familie har været hårdt ramt af sygdom de sidste 10 år. Derfor har Karin Zwisler har haft mere end almindeligt meget at gøre med kommunen. Både hun og hendes mand får nu førtidspension. Hendes mand har brug for hjælpemidler som handicapbil. Børnene har brug for støtte, og den ene er syg af astma.

Læs også: Derfor er syge Jolanta bange for postkassen

Efter forbuddene kom i februar har hun en gang om måneden mødtes med fire kommunale chefer. Her har Karin Zwisler halvanden time til at få klaret alle sager om hjælp til sin sygdomsramte familie.

Socialrådgiver: Kommunen har totalt fejlkørt sagen
Både den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet, DUKH, og familiens bisidder bekræfter Karin Zwislers udlægning af sagen.

For godt nok har Lejre Kommune optalt, at Karin Zwisler mailede til kommunen 420 gange i løbet af syv måneder året før. Men både bisidderen og DUKH sender bolden tilbage til kommunen.

- En del af billedet af de mange henvendelser, handler om, at kommunens ikke svarer på Karin Zwislers henvendelser eller giver ukonkrete eller forskellige svar. Så kan jeg godt forstå, at hun må spørge igen, siger Jesper Jarl. Han er socialfaglig konsulent i DUKH, der er betalt af staten til at hjælpe handicappede, der har problemer med systemet.

Jesper Jarl kalder sagen for usædvanlig, fordi Karin Zwisler hverken har slået eller truet kommunens ansatte.

- Der synes ikke at være givet en egentlig begrundelse for denne indskrænkning, skriver DUKH i et notat om sagen.

Mails om barns tabte buskort er talt med
Familiens bisidder til møderne, Erik Petersen, er uddannet socialrådgiver og medlem af Handicaprådet i Høje Taastrup. Han kalder hele sagen for totalt fejlkørt af Lejre Kommune.

Læs også: Kommunal kæmpebrøler: Du skylder 220.000

- I løbet af det halvandet år, hvor jeg har fulgt sagen, har jeg ikke set en eneste afslutning af sager, eller et positivt forløb, der har fulgt blot almindelig sagsbehandling, siger Erik Petersen.

Familiens forsøg på at få hjælp, har ført dem ud i en årelang opslidende kamp. Karin Zwisler står for alle familiens sager med kommunen. Oven i har hun også haft kontakt med kommunen som medlem af skolebestyrelsen og kommunens handicapråd.

De mails, hun har sendt til kommunalpolitikere i forbindelse med sine tillidsposter, har kommunen også talt med i de 420 henvendelser. Ligesom mails sendt cc tæller for hver modtager. Sågar mails til skolen om datterens bortkomne buskort er talt med.

Borgmester vil have politisk opbakning
En kommune har ret til at begrænse adgangen til kommunen for bestemte borgere, hvis kommunen giver en begrundelse.

Læs også: Kommunerne erkender: Det er blevet sværere for syge

I Lejre Kommune siger borgmester Mette Touborg (SF), at den slags begrænsninger kun bør bruges ’undtagelsesvist’. Hun siger, hun ikke har været involveret i sagen, før Karin Zwisler klagede til hende.

- Generelt er adgangsbegrænsninger noget vi skal undgå, hvis vi overhovedet kan. Det er et omfattende indgreb. Jeg tager det alvorligt, og det gør organisationen i kommunen også, siger Mette Touborg.

Mette Touborg holdt møde med Karin Zwisler i sidste uge. Men borgmesteren vil stadig ikke at svare på, om hun mener beslutningen skal ændres. Først skal forbuddene drøftes blandt politikerne i økonomiudvalgt om to uger.

- Uanset om beslutningen bliver at fastholde eller ændre afgørelsen, synes jeg er vigtigt, at der er politisk enighed om den linje, siger Mette Touborg til Avisen.dk.

Synes du, at det er okay, at kommunen begrænser borgernes adgang til kommunen? Deltag i debatten herunder.

Læs også, hvordan Karin Zwisler har ventet over fire måneder på svar fra borgmester Mette Touborg

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere