Enke: Arafat blev dræbt med radioaktivt stof

Yasser Arafats lig indeholdt dødelig dosis polonium, oplyser internationale medier

Yasser Arafat var leder for det palæstinensiske folk i en tid med krige og fredsforhandlinger i Mellemøsten. (Foto: AP)
Yasser Arafat var leder for det palæstinensiske folk i en tid med krige og fredsforhandlinger i Mellemøsten. (Foto: AP)

Den palæstinensiske leder Yasser Arafat blev slået ihjel med det radioaktive stof polonium. Det siger hans kone, efter hans jordiske rester er undersøgt af schweiziske retsmedicinere, skriver Reuters.

- Vi afslører en reel forbrydelse, et politisk mord, fortæller konen Suha Arafat efter at have modtaget rapporten fra retsmedicinerne.

Det er retsmedicinere fra Lausanne Universitets radiologiske institut, som har undersøgt vævsprøver taget fra Yasser Arafats grav i Ramallah på Vestbredden.

Den tidligere PLO-leder og modtager af Nobels fredspris blev syg i efteråret 2004 og døde i Paris i en alder af 75 år.

Han var inden sin død svimmel, mens han også havde kvalme, mavesmerter og diarre.

Hans lig blev ikke obduceret, selv om familien ønskede det. Lægerne erklærede senere, at han døde som følge af en blodprop.

Efter Arafats død var det en udbredt opfattelse blandt mange palæstinensere, at han blev forgiftet.

Derfor opgravede eksperter fra Schweiz, Frankrig og Rusland den 27. november 2012 liget for at tage vævsprøver.

Polonium er et yderst giftigt stof, som sjældent findes uden for militære kredse eller forskningscentre.

Stoffet blev anvendt til at dræbe den afhoppede russiske spion Aleksander Litvinenko, som døde i London i 2006 efter at have drukket forgiftet te.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere