Her afleveres 37.391 underskrifter til Fødevareministeren

37.391 mennesker har skrevet under på, at Hundeloven bør afskaffes

Fødevarerminister Karen Hækkerup fik underskrifterne overrakt af projektleder hos Dyrenes Beskyttelse Jens Jokumsen (Foto: Dyrenes Beskyttelse)
Fødevarerminister Karen Hækkerup fik underskrifterne overrakt af projektleder hos Dyrenes Beskyttelse Jens Jokumsen (Foto: Dyrenes Beskyttelse)

Vi har hørt meget om den, siden den blev indført i 2010. Hundeloven.

I går afleverede Dyrenes Beskyttelse 37.391 underskrifter fra danskere, der mener, at raceforbuddet skal afskaffes. Underskrifterne fik Fødevareminister Karen Hækkerup.

Se også: EU-bombe under hundelov: Hunde har fri bevægelighed

Målet er, at alle hunde smides af Hundeloven, og i stedet vurderes individuelt.

- Selvfølgelig skal der ikke rende farlige hunde rundt, men adfærden er ikke racespecifik. Derfor er det den enkelte hund, der skal vurderes, så det afhænger af selve individet, siger Jens Jokumsen, der er projektleder hos Dyrenes Beskyttelse, til Ekstra Bladet.

Vurdering ved risikofyldt adfærd
Men spørgsmålet er så, hvordan man vurderer en enkelt hund.

- Hvis der er en hund, som nogen føler sig truet af, vil det være politiet, som skal afgøre sagen. Politiet kan så bruge professionelle hundesagkyndige til en faglig vurdering, siger Jens Jokumsen.

- Men risikerer man så ikke, at hundene angriber, inden man har tjekket dem?

- Man vil aldrig kunne sikre sig 100 procent mod, at en hund angriber, og det kan et raceforbud ikke gardere imod. Vi vurderer bedst, at en hund ikke er farlig, ved at se på, hvordan hunden opfører sig. Ikke ved at se på stamtræet, siger projektlederen.

- Så du mener ikke, man ville løbe en risiko?

- Farligheden afhænger i langt højere grad af ejeren og ikke af racen, siger Jens Jokumsen til Ekstra Bladet.

Dyrenes Beskyttelse har indsamlet underskrifter i en måned frem mod 18. oktober, men har først haft lejlighed til at møde Fødevareministeren i går.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere