Gule a-kasser giver ledige flest straffe

Det Faglige Hus, ASE og Krifa straffer arbejdsløse medlemmer hårdest

(Foto: Jens Panduro)
(Foto: Jens Panduro)

Av: Her er det ikke sjovt at være ledig

Gule a-kasser er hurtigere end andre a-kasser til at tage pisken ned fra væggen, hvis dagpengemodtagere siger nej til et kursus i CV-skrivning, glemmer et møde eller afviser et jobtilbud.

Det viser en opgørelse over såkaldte rådighedssanktioner, som Avisen.dk har trukket fra Arbejdsmarkedsstyrelsens database.

Her finder man Det Faglige Hus A-kasse, ASE og Kristelig A-kasse på toppen af listen over a-kasser, der udfører flest sanktioner per medlem.

Ifølge arbejdsmarkedsforsker Stine Rasmussen fra Aalborg Universitet er de gule a-kasser mindre tolerante, fordi deres medlemmer ikke tilhører en særlig faggruppe.

- Synet på ledige er meget forskelligt. De gule er tværfaglige, så for dem handler det om at få folk hurtigt ud i et eller andet job, mens de røde værner mere om, hvad det er for en type job, eller om den ledige har behov for opkvalificering, siger hun.

Samme regler, forskellig straf
For at modtage dagpenge skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis en ledig ikke dukker op til en samtale eller aktivering på jobcenteret eller i a-kassen - eller afviser aktivering eller et jobtilbud, kan a-kassen vælge at lukke for dagpengene i kortere eller længere perioder.

Men selv om reglerne er ens for alle, er der stor forskel på, hvor ofte a-kasserne straffer deres medlemmer.

I løbet af det senest opgjorte år (fjerde kvartal 2011 til tredje kvartal 2012) sanktionerede a-kasserne i gennemsnit 3,1 procent af deres medlemmer.

Hos Det Faglige Hus måtte 6,4 procent af de ledige medlemmer indkassere en straf, hos ASE var det 6,1 procent, mens Kristelig A-Kasse sanktionerede 5,8 procent.

Det Faglige Hus understreger, at a-kassen administrerer efter den lovgivning og de retningslinjer, som er udstukket af staten.

Benjamin: Det Faglige Hus snød 46.000

- Vi anser det som en vigtig del af vores arbejde at få de ledige i job, og derfor skal vi også holde nøje øje med, at de overholder deres rådighedsforpligtelser, skriver formand Johnny Nim i en mail til Avisen.dk.

Dovne ledige skal skubbes i job
I fællesorganisationen A-Kassernes Samvirke beskriver chefkonsulent Ebbe Sommer Hansen sanktionerne som en form for "dummebøder", som rammer ledige, der bryder reglerne.

Den store forskel kan dog hænge sammen med, at nogen a-kasser har medlemmer, som hyppigere skifter job og oftere går ledige.

- Nogle a-kassers medlemmer er i hyppigere kontakt med systemet. Og hvis man har en medlemsgruppe, som bestandigt går ud og ind af job, er sandsynligheden for at løbe ind i sanktioner simpelt hen større, siger han.

Men det er ikke hele forklaringen, mener Stine Rasmussen, som har skrevet Ph.d. om a-kasser og blandt andet udført feltarbejde hos Kristelig A-kasse, der hører under Krifa.

Se Det Faglige Hus svare på sage nom Benjamin

Her stødte hun på en holdning til ledige, der var anderledes end hos de 'røde' a-kasser på LO, FTF eller AC-området.

- Der var i lidt højere grad en holdning om, at ledige var dovne og skulle skubbes ud i job. At der var mere brug for pisk end gulerod. Jeg tror, at det er den mentalitet, som slår igennem på sanktionerne. De er bare lidt mere kontante, siger arbejdsmarkedsforskeren.

Krifa anerkender, at den store forskel i sanktioner tyder på, at reglerne tolkes forskelligt.

- Vi mener faktisk, at vi foretager korrekte afgørelser. Men det er rigtigt, at vi udfordrer vores jobsøgende kunder til at tage ansvar for deres egen situation. Vi siger: Det er ikke samfundets skyld, at du ikke har et job, det er heller ikke a-kassens eller jobcenterets skyld. Det er din egen skyld. Vi skal nok hjælpe dig, men det er dit ansvar, siger formand Søren Fibiger Olesen.

Se a-kasserne, der straffer dig hårdest

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere