Drama i bus 1A i dag: Her fødte ung kvinde

Tirsdag formiddag fødte en kvinde i en bus i København

Cahit Kilic har kørt bus i 18 år, men har aldrig været ude for, at en kvinde har født på sæde, mens han har siddet bag rattet (Foto: Mogens Flindt)
Cahit Kilic har kørt bus i 18 år, men har aldrig været ude for, at en kvinde har født på sæde, mens han har siddet bag rattet (Foto: Mogens Flindt)

Tirsdag formiddag dannede bus 1A rammen om et af livets små mirakler, mens regnen piblede ned ad bussens ruder, og de andre trafikanter susede forbi.

Den gule bus med de røde streger var på vej fra Klampenborg til Avedøre syd for København, og blandt passagererne sad en ung asiatisk mand med sin højgravide kone. Parret var på vej til Hvidovre Hospital, hvor kvinden formentlig skulle føde. Men pludselig ville naturen det anderledes.

- En mand kom op til mig og sagde på gebrokkent engelsk, at hans gravide kone havde fået det dårligt. Jeg fortalte ham, at vi snart var fremme ved Hvidovre Hospital, og at jeg ville køre, så hurtigt jeg måtte, siger bussens 48-årige chauffør, Cahit Kilic, til Ekstra Bladet.

Se også: WC-passer fandt fødende kvinde på toilet

To stop og en baby
Cahit Kilic, der bliver kaldt Tejs af sine kolleger hos busselskabet Arriva, satte handling bag sine ord. Han fortsatte troligt langs Vigerslev Allé, men et stoppested senere kom den asiatiske mand frem i bussen igen.

- Denne gang fortalte han, at konens vand var gået. Nu hastede det, og jeg fortalte de andre passagerer igennem højtaleranlægget, at jeg ville køre direkte til Hvidovre Hospital. Jeg ringede også til en ambulance, siger Cahit Kilic.

Men lige inden Cahit Kilic skulle styre bussen ind til endnu et stoppested, kunne han høre den karakteristiske gråd fra en nyfødt baby. Han er selv far til fire børn, så den lyd havde han hørt før.

Blod på gulvet
Da Cahit kiggede ned i bussen, kunne han se, at der lå blod på gulvet i bussens midtersektion. De andre passagerer havde hjulpet kvinden, så hun kunne ligge ned. Kun en stak gratisaviser adskilte hende fra det dobbeltsæde, hvor hendes datter sekunder senere blev født.

- Jeg har kørt bus i 18 år, men jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var en dejlig oplevelse, og senere skal vi ud på hospitalet for at give dem blomster, siger Cahit Kilic.

Det udløste store klapsalver i bussen, da ambulancefolkene nåede frem tyve minutter senere. Efter fødslen kørte Cahit Kilic de resterende passagerer til Hvidovre Hospital, men hvor det var slut for dem, var det kun første stop på livets vej for den lille ny.

Var du vidne til fødslen i bussen - eller kender du den fødende kvinde? Tip os på en mail eller SMS/MMS til 1224 (alm. takst)

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere