Jøder om gratis hagekors: Fuldstændig absurd

Facebook-generationens ulidelige lethed: Formanden for Mosaisk Trossamfund ville ikke sidde til bords med en hagekors-tatoveret person

Finn Schwarz har ikke meget til overs for idéen om at befri svastikaet fra sin symbolske forbindelse til nazismen. (Foto: Jakob Ehrbahn)
Finn Schwarz har ikke meget til overs for idéen om at befri svastikaet fra sin symbolske forbindelse til nazismen. (Foto: Jakob Ehrbahn)

Over 250 tatovører lavede gratis svastikas på personer over hele kloden onsdag aften.

Blandt andet i København, hvor mindst 60 personer stillede sig i kø foran butikken Meatshop Tattoo for at få en permanent udgave af symbolet.

Se også: 60 i kø til gratis hagekors tatovering

Der er tale om et projekt, som er døbt 'Learn to Love the Svastika', der handler om, at symbolet ikke længere skal forbindes med nazismen.

Men det er ikke noget, man bare gør, mener formanden for Mosaisk Trossamfund.

- Det er twitter- og facebook-generationens ulidelige lethed, der vil befri det fra ondskab. Du kan sagtens gå ud og sige, at nu må vi gøre noget for at adskille dette symbol fra nazismen, men det vil jo falde utroligt mange mennesker for brystet, siger Finn Schwarz til Ekstra Bladet.

Pernille Weidner fik lavet et gratis svastika onsdag aften i Meatshop Tattoo. (Foto: Jakob Jørgensen)
Pernille Weidner fik lavet et gratis svastika onsdag aften i Meatshop Tattoo. (Foto: Jakob Jørgensen)

- Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan de vil opfatte det i et land som Rusland, hvor millioner af mennesker er blevet dræbt af en magt under dette symbol. Der tale om folkedrab. For dem vil det jo være fuldstændig absurd det her, siger han.

Mange betydninger
Svastikaet, der på dansk hedder hagekors, er et ældgammelt symbol. Det har været brugt af mange kulturer og har fungeret både som et tegn for solen, men også for eksempelvis lykke i andre kulturer.

- Svastikaet har mange betydninger. Der er ornamenteringer i København, hvor der er hagekors, og det er jo fordi, at det har haft andre betydninger, siger Finn Schwarz.

- Men når vi kommer ind til kernen af det her, så sidder vi alle sammen og tænker på et eneste symbol – og det er nazismens hagekors. Det er derfor, verden reagerer så voldsomt, når der dukker billeder på af den britiske prins Harry med et hagekors på armen, siger Finn Schwarz.

Der blev tegnet mange forskellige udgaver af svastikaet. (Foto: Jakob Jørgensen)
Der blev tegnet mange forskellige udgaver af svastikaet. (Foto: Jakob Jørgensen)

Han forstår ikke, hvordan Meatshop Tattoo og 'Learn to Love the Svastika'-bevægelsen kan 'befri' det, når de selv forbinder symbolet med nazisme.

- Hvis der kommer en nazist og beder om at få tatoveret et hagekors, så må han ikke få det. Det er jo absurd, for det betyder jo, at de allerede selv forbinder det med nazisme, siger han.

- Hvor lang tid skal der så gå, før man ikke længere forbinder det med nazisme?

- Jeg ved det ikke. Men jeg håber ikke, at man glemmer anden verdenskrig hverken i dag eller i morgen eller om ti, 20 eller 30 år. Det er jo en vigtig del af vores historie, som vi skal have med ind i fremtiden, og vi skal lære af.

Malene Larsen her på billedet forbinder symbolet med livets cyklus. (Foto: Jakob Jørgensen)
Malene Larsen her på billedet forbinder symbolet med livets cyklus. (Foto: Jakob Jørgensen)

- Du mener, at vi ikke skal glemme historien, men her taler vi jo om et symbol.

- Det har du ret i. Men selv om det er et symbol, så er det jo noget, som vi alle sammen forbinder med nazisterne.

- Hvilke følelser vækker et hagekors i dig?

- Hvis jeg sad til en middag, og der var en, som rullede sit ærme op og viste et hagekors, så ville jeg gå, siger Finn Schwarz.

- Det ville være frygteligt, hvis alle fik tatoveret sådan et, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere