Flekslåns-lov holder hånden under boligpriserne

Erhvervs- og vækstministeren vil sikre F1-lånenes overlevelse, og det kan boligejerne nyde godt af, lyder det

(Arkivfoto:Kim Nielsen)
(Arkivfoto:Kim Nielsen)

Det er godt nyt for danske boligejere, at regeringen skrider ind og redder de populære flekslån.

For uden et lovindgreb ville realkreditinstitutterne forsætte med at presse danskerne væk fra de såkaldte F1-lån ved at hæve priserne og opstille skrappe lånebetingelser.

Det vurderer flere eksperter over for Børsen.

- Hvis ikke man lavede indgrebet, så kunne man forestille sig, at realkreditten ville få nogle problemer med ratingbureauerne, der ville få dem til at nedbringe F1-lånene mere aggressivt end ellers, siger Curt Liliegreen, sekretariatschef i Boligøkonomisk Videnscenter.

- Det ville have en realøkonomisk effekt, og det ville i sidste ende kunne få boligpriserne til at falde og dermed udsætte opsvinget på boligmarkedet, siger han til Børsen.

Sendt i høring
Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) annoncerede for to uger siden et lovindgreb, der skal sikre flekslånenes overlevelse. I torsdags blev forslaget sendt i høring.

Lovforslaget indebærer konkret, at der indføres en tvungen løbetidsforlængelse for realkreditobligationer med kortere løbetid end de bagvedliggende lån i særlige situationer.

Forlængelsen vil blive udløst, hvis renten stiger med mere end fem procentpoint ved en auktion, eller hvis auktionen fejler.

Fjerner usikkerhed
Boligøkonomerne mener, at lovindgrebet fjerner den usikkerhed, som mange danskere har haft omkring deres boligfinansiering.

- Som låntager er det rart at vide, at man fortsat kan vælge de populære rentetilpasningslån fremover, siger Troels Theill Eriksen, cheføkonom i Dansk Ejendomsmæglerforening, til Børsen.

- Det er generelt godt for boligmarkedet, at der ikke er for meget usikkerhed, tilføjer han.

Det er planen, at lovforslaget skal træde i kraft 1. januar 2014.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere