Danskerne i de fattige kommuner dør tidligere

Kommunalpolitikerne har ikke knækket kurven: Den ufaglærte arbejder fra Sydsjælland lever op mod 10 år kortere end advokaten nord for København - og forskellen vil vokse i fremtiden

De sidste fire års kommunalpolitik har intet ændret på den stigende forskel i levetid, der eksisterer mellem landets fattigste og rigeste kommuner. Danskerne, der bor i de fattige kommuner, dør stadig langt tidligere, end dem i de rige.

En opgørelse fra Danmarks Statistik viser blandt andet, at borgerne i de fattige kommuner på Sydsjælland og omkring København i gennemsnit lever fem år kortere end i kommunerne nord for København. Og noget tyder på den forskel vil stige.

Se også: Ældre betaler for dårlig behandling

– Det vil ikke overraske mig, at forskellen i levetiden mellem kommunerne øges. De veluddannede og sunde flytter væk fra de udsatte kommuner mens de fattige og usunde flytter dertil, siger Professor Finn Diderichsen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

Se også: Karoline kan dø, næste gang hun lukker øjnene

I dag er der i gennemsnit næsten 10 års forskel i levetid hos mænd på den ufaglærte arbejder og den højtuddannede akademiker - hos kvinder er forskellen på lidt mere end seks år.

En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lavet i samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed fra 2012 viser, at forskellen i levealder mellem landets længst og kortest uddannede er vokset støt siden 1980.

- Den stigning i uligheden, vi har observeret, kan stort set tilskrives rygning og alkohol. Problemet er, at der er langt flere borgere, der lever usundt i udkantskommunerne, siger Knud Juel, professor hos Statens Institut for Folkesundhed.

Se også: Sagsbehandlere stoler ikke på lægerne

Forskning viser, at de kortest uddannede bosætter sig i de kommuner, hvor der er billige lejeboliger. Det er der blandt andet på Sydsjælland og i de københavnske forstæder. Her videregives den sociale arv til de næste generationer.

Selv om ansvaret for skævvridningen i levealder både kan pålægges folketingspolitikerne og de usunde, kortuddannede danskere, kan kommunerne også gøre noget.

- Kommunerne kan blive bedre til at støtte børn fra familier med lav indkomst og uddannelsesniveau i skolerne og sikre, at de får en uddannelse. Det giver dem bedre forudsætninger for at få en ungdomsuddannelse og dermed et sundere voksenliv, siger professor Finn Diderichsen.

Se også: Forældre med syge børn får mindre hjælp

- Alle kommuner har et ansvar for at forbedre sundheden for deres borgere. Kommunerne, særligt i de mere udsatte kommuner, kan hjælpe deres borgere med en sundere livsstil, siger Knud Juel fra professor hos Statens Institut for Folkesundhed.

På Lolland, der er den kommune i Danmark, hvor borgerne dør tidligst, erkender formand for Ældre og Sundhedsudvalget, Marianne de la Motte (SF), at de har store sundhedsudfordringer.

- Borgerne hernede har mange lungelidelser og er fysisk slidt. Vi har også store udfordringer med folk, der er kronisk syge på grund af usund livsstil.

- Har I ikke også et ansvar som kommune for den lave levetid?

- At folk dør tidligere er ikke kun et politisk ansvar. Det er også et medmenneskeligt ansvar.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere