Børn afleverer 1000 underskrifter til minister

3. b fra Havdrup Skole kæmper for udvisningstruet klassekammerat

3. b på Havdrup Skole har indsamlet over 1000 underskrifter imod udvisning af klassekammerat. Nu lander underskrifterne på Morten Bødskovs skrivebord. (Foto: Rasmus Flindt pedersen)
3. b på Havdrup Skole har indsamlet over 1000 underskrifter imod udvisning af klassekammerat. Nu lander underskrifterne på Morten Bødskovs skrivebord. (Foto: Rasmus Flindt pedersen)

Elever og forældre på Havdrup Skole ved Roskilde vil i dag klokken 15 troppe op hos justitsminister Morten Bødskov i København for at overrække en stak underskrifter, der er indsamlet til støtte for den udvisningstruede klassekammerat Armen Krijestorac.

10-årige Armen skal sammen med sin familie udvises til Serbien 25. november, men ikke hvis børn og voksne fra 3. b kan forhindre det.

- Det handler om en fuldt integreret familie, der opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse i Danmark. Armen er en god kammerat, der bliver revet ud af vores børns hverdag, siger Christa Rosenkilde, der sidder i forældrerådet i Armens klasse.

Hun fortæller, at elever og forældre vil gå i samlet flok med bannere fra Hovedbanegården til Justitsministeriet, hvor de ønsker at møde ministeren.

- Vi håber, at Morten Bødskov kan se, at rigtig mange mennesker er berørt af denne sag. Helt konkret ønsker vi, at han sætter sagen i bero og kigger nærmere på udlændingeloven, siger Christa Rosenkilde til Ekstra Bladet.

Se også: Åbent brev til Bødskov: Lad Armen blive i Danmark

Armen, hans toårige lillebror, Ajdin, samt deres mor og far har ikke fået forlænget deres humanitære opholdstilladelse i Danmark, hvor forældrene har boet de seneste 14 år, og hvor Armen og Ajdin er født og opvokset.

Begrundelsen er, at den serbiske far, Harris Krijestorac, nu kan få sin medicin mod sclerose og en psykisk lidelse i Serbien. Derfor har de danske myndigheder skønnet, at familien kan flytte til Serbien.

Se også: Født og opvokset i Danmark: Smides ud om ti dage

Det kan børn og forældre i Armens klasse ikke forstå. Forleden arrangerede klassen en demonstration i Havdrup og har samlet over 1000 underskrifter imod udvisningen. Klassen har også skrevet et åbent brev, som vil blive overrakt justitsministeren.

- Vi skrev det åbne brev, fordi mange af børnene har undret sig meget over hele sagen og sagt til os: ’Hvorfor er vi ikke blevet hørt? Hvorfor er der ingen, der vil høre, hvad vi tænker’, siger Christa Rosenkilde.

1 af 2 (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)
2 af 2 3. b på Havdrup Skole har indsamlet over 1000 underskrifter imod udvisning af klassekammerat. Nu lander underskrifterne på Morten Bødskovs skrivebord. (Foto: Rasmus Flindt pedersen)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere