Armens udvisning sat i bero: Fejres med klassefest

3. b på Havdrup Skole jubler over, at 10-årige Armen får ny chance for at blive i Danmark

Elever og forældre fra 3. b på Havdrup Skole overrakte mandag underskrifter til støtte for den udvisningstruede klassekammerat. (Foto: Jonas Olufsen)
Elever og forældre fra 3. b på Havdrup Skole overrakte mandag underskrifter til støtte for den udvisningstruede klassekammerat. (Foto: Jonas Olufsen)

Beskeden om, at Udlændingestyrelsen har sat udvisningen af 10-årige Armen Krijestorac og hans familie i bero, vækker glæde hos børn og voksne fra 3. b på Havdrup Skole ved Roskilde.

- Det skal fejres med en klassefest og fællesspisning. Vi er meget glade over beslutningen, siger Christa Rosenkilde, der sidder i forældrerådet i Armens klasse.

Elever og forældre fra Havdrup Skole har kæmpet for, at Armen og hans familie kan blive i Danmark. I går troppede 40 elever og forældre op hos justitsminister Morten Bødskov med 1000 underskrifter, der er indsamlet til støtte for den udvisningstruede klassekammerat.

Mens Christa Rosenkilde glæder sig over Udlændingestyrelsens beslutning om at se på udvisningssagen igen, understreger hun, at sagen endnu ikke er slut.

- Vi holder fast, indtil Armen og hans familie får lov til at blive i Danmark. Det handler om en velintegreret familie, hvor børnene er født og opvokset i Danmark, siger hun til Ekstra Bladet.

Armen Krijestorac og hans familie skulle have været udvist til Serbien 25. november. Familien havde ikke fået forlænget deres humanitære opholdstilladelse i Danmark, hvor forældrene har boet de seneste 14 år.

Begrundelsen var, at den serbiske far, Harris Krijestorac, nu kan få sin medicin mod sclerose og en psykisk lidelse i Serbien. Derfor havde de danske myndigheder i første gang skønnet, at familien kunne flytte til Serbien.

Nu har familien fået en ny chance for at blive i Danmark.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere