Kennedy-datter kaldes novice i topjob

55-årig kvinde fra det berømte dynasti mødte kejser som ny amerikansk ambassadør i Japan

Den ny ambassadør Caroline Kennedy hilser på kejser Akihito. (Foto: AP)
Den ny ambassadør Caroline Kennedy hilser på kejser Akihito. (Foto: AP)

Tre dage før 50 året for drabet på faren, præsident John F. Kennedy, tiltrådte Caroline Kennedy tirsdag som amerikanske ambassadør i Tokyo.

Her blev den 55-årige kvinde modtaget af kejser Akihito ved en højtidelig ceremoni i den japanske hovedstad.

Takken fra Obama
Ifølge AP fik Caroline Kennedy jobbet som ambassadør i Japan som en tak for sin medvirken ved præsident Obamas genvalg for et år siden.

Se også: Obama vil give ambassadørpost til JFK-datter

Hun er jurist og uddannet fra blandt andet Columbia Law School i New York.

Op til ankomsten til Tokyo tirsdag har der lydt kritik i amerikanske medier, hvor det er blevet bestridt, at Kennedy-datteren reelt har de nødvendige kvalifikationer til nøgleposten hos en af USA's vigtigste allierede.

- Hun taler ikke japansk og har ingen akademisk eller professionel baggrund indenfor udenrigspolitik, skrev Stephen Walt fra Harvard University i april i magasinet Foreign Affairs.

Politik - 6. nov. 2008 - kl. 05:53 Tilbyder topjobs til Kennedy-klanen

To andre kommentatorer fastslog samme sted, at Caroline Kennedy er en ren novice sammenlignet med tidligere amerikanske ambassadører i Tokyo.

Klanen forbandet
Caroline Kennedy har hele sit liv måttet leve under byrden af at være datter af den forgudede og forkætrede præsident, der faldt for en snigskyttes kugle i Dallas 22. november 1963.

Se også: En Kennedy trækker sig

Mange har ment, at en forbandelse siden har hvilet over hele Kennedy-klanen. Også onklen Robert F. Kennedy blev myrdet i 1968, og Caroline Kennedys lillebror John-John omkom i 1999, da et lille privatfly styrtede i havet ud for Martha's Vineyard i Massachusetts. Han var selv pilot under den fatale flyvning, hvor også hustruen Carolyn Bessette mistede livet.

Første kvinde i jobbet
Caroline Kennedy er den første kvinde på posten som amerikansk ambassadør i Tokyo. I går var hun begejstret for modtagelsen i kejserpladset.

- Jeg er stolt over at kunne tjene mit land, sagde Caroline Kennedy.

Faren John F. Kennedy deltog under 2. verdenskrig i kampen mod den japanske kejsers styrker i Stillehavet. Den senere præsident havde som ung flådeofficer kommandoen over en motortorpedobåd under slaget om øen Guadalcanal i 1943.

1 af 3 På dette historiske billede fra november 1963 følger de to Kennedy-børn, Caroline og John-John, deres skuddræbte fars båre gennem Washington. Den lille dreng rørte verden ved at gøre honnør. Han døde selv ved et flystyrt i 1999. (Foto: AP)
2 af 3 Caroline Kennedy træder ud af en hestetrukket karet foran kejserpaladset i Tokyo, hvor præsidentdatteren blev modtaget af dybt bukkende japanere. (Foto: AP/Koji Sasahara)
3 af 3 Den ny ambassadør Caroline Kennedy hilser på kejser Akihito. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere