Buskontrollører fik Magnus til at græde: Nu er Movia meldt til politiet

Busselskabet har trukket bøden til den syv-årige dreng tilbage, men understreger, at deres interne regler ikke er overtrådt

7-årige Magnus fik en rigtig ubehagelig oplevelse, da to kontrollører, ifølge forældrene, bad drengen holde kæft, holdt ham tilbage i bussen og fik drengen til at bryde grædende sammen, fordi de mente, at der var problemer med hans buskort.

Nu har familien politianmeldt Movia.

- Jeg har i første omgang meldt Movia til politiet for tyveri af buskort, siger Magnus' far, Joachim Engel-Holm, til Ekstra Bladet.

I den kommende uge vil han søge retshjælp i forhold til eventuelle yderligere politianmeldelser af Movia efter sønnens ubehagelige oplevelse.

Movia har via medierne undskyldt episoden, hvor kontrollørerne gav drengen en hård medfart, fordi de mente, at hans - fuldt gyldige periodekort - var ugyldigt.

- Jeg skal selvfølgelig have juraen på min side og vil ikke hovedløst anmelde Movia, men det kan muligvis komme på tale at anmelde Movia for ulovlig frihedsberøvelse og ulovlig ransagning af hans skoletaske, siger Joachim Engel-Holm til Ekstra Bladet.

Han er ikke ude på, at de to kontrollører skal i fængsel, men det bør markeres, at de er gået langt over stregen.

- Det er sket en gang før omkring første september, og der gik jeg op i bussen og sagde, at det aldrig skulle ske igen. Jeg har købt et gyldigt periodekort til Magnus på Movia Vestsjællands hjemmeside, men det virker som om, at kontrollørerne ikke accepterer denne fuldt ud gyldige rejsehjemmel, siger Joachim Engel-Holm.

Magnus er mærket af hændelsen med kontrollørerne.

- Han har ikke villet op i bussen siden, men har valgt at køre på cykel, selv om han har gyldigt buskort - det er ikke så sjov med det vejr, vi har for tiden. Han er normalt en glad dreng, der elsker at køre med tog og bus, men bussen får vi ham ikke op i lige med det samme. Han vil ikke tale om episoden med kontrollørerne, og man kan helt klart mærke, at det har påvirket ham, siger Joachim Engel-Holm til Ekstra Bladet.

Hos Movia er man endnu ikke orienteret om politianmeldelsen.

- Vi venter og ser, og så må vi forholde os til den, når den kommer, siger centerchef hos Movia, Søren Englund til Ekstra Bladet.

Se også: Buskontrollører fik syv-årig til at græde

- Hvordan har I det med sagen?

- Vi har det da skidt med den. Magnus' oplevelse kan vi ikke tage fra ham. Vi lægger os helt ned og siger uforbeholdent undskyld, siger han og fortæller, at Movia har prøvet at komme i kontakt med familien, men at det ikke har været muligt i denne weekend.

Han erkender, at det ikke må ske, at man kontrollerer børn på en måde, så de bliver ulykkelige over det.

Movia har nu valgt at trække bøden til Magnus tilbage. Men Søren Englund mener ikke umiddelbart, at kontrollørerne har gjort noget forkert.

'Det kunne være foregået anderledes'
- Vi har hjemmel til at give bøder til børn, så der er intet, der tyder på, at kontrollørerne har gjort noget, som de ikke skulle, siger han og fortsætter:

- Jeg så også tv og hørte, hvordan Magnus havde oplevet det, og det er noget, vi kigger på. Det giver da stof til eftertanke inde hos os, og hvad vi gør der, har vi ikke fod på endnu. Det kan godt komme til gøre, at vi kigger anderledes på det her. Vi har faktisk nedskrevne retningslinier, der hedder, at vi skal fare med lempe over for børn.

- Men mener du, at der er faret med lempe i forhold til Magnus?

- Det kunne have foregået anderledes. Det kan jeg høre på Magnus' oplevelse. Og det er en lære, jeg gerne vil have ud af det. Jeg vil ikke til at diskutere i pressen, hvordan min evaluering med personalet skal være, siger han og fortsætter:

- Det ser ikke så voldsomt ud fra vores side, som det gør fra Magnus' side. Men det betyder ikke, at jeg negligerer hans oplevelse. Jeg kan godt forstå, at Magnus har fået en møgdårlig oplevelse. Og det vil vi evaluere på og sige, hvordan undgår vi det fremover, siger centerchefen.

Børn bør ikke få bøder
- Bør det her ikke have konsekvenser for kontrollørerne?

- Nu er vi inde på det personalemæssige igen. Det holder jeg internt, hvad der skal ske mellem mig og vores kontrollører. Jeg vil bare understrege, at de har ikke gjort noget forkert. Vores interne regler er ikke overtrådt. Vores retningslinier kan vi så diskutere om kunne have været udlevet bedre i den her situation, siger han.

- Hvis nogle af dine kontrollører møder en 7-årig i bussen i morgen, der ikke har gyldigt rejsehjemmel, vil han så få en bøde?

- Hvis der er en ekstraordinær god grund, så ja.

- Hvad hvis der ikke er en ekstraordinær god grund?

- Nej. Børn er slet ikke opmærksom på det her. Vi kan ikke stille Magnus til ansvar for noget her, og derfor så vil en meget høj procentdel aldrig nogensinde skulle have den bøde. De vil skulle have en vejledning. Men sådan en, som vi har haft fat i mange gange, der vil jeg ikke fra nu af og til dommedag love, at der ikke vil blive udskrevet en bøde, siger centerchefen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere