Flere ministerier besat under voldsom uro

Mange hundrede er trængt ind i mindst to ministerier i Bangkok under protester mod regeringen

Over 1000 regeringsfjendtlige demonstranter trængte mandag ind på det område i Bangkok, hvor Thailands udenrigsministerium ligger, som led i protestaktioner, der har til formål at tvinge landets regering til at gå af.

Demonstranter løftede ministeriets hovedport af, hvorefter en bil og en sekshjulstrækker med en talerstol blev kørt ind på området. Ledere af demonstrationerne siger, at aktivisterne agter at overnatte på stedet.

Tidligere trængte omkring 1000 demonstranter ind i finansministeriet i forbindelse med massedemonstrationer i den thailandske hovedstad. Strømforsyningen til finansministeriets bygning blev afbrudt, da demonstranterne trængte ind på området.

Se også: Journalist i Thailand: Militæret har en afgørende rolle

Demonstrationernes ledere har opfordret aktivister til at besætte flere regeringsbygninger.

- Jeg inviterer alle demonstranter til at blive i ministeriet natten over, sagde demonstranternes leder, Suthep Thaugsuban, til folkemængden foran ministeriet.

- Jeg opfordrer andre demonstranter til at besætte andre regeringsbygninger, tilføjede han.





Kort efter samledes hundredvis af demonstranter foran regeringens informationskontor.

En tysk fotograf blev angrebet af aktivister, da nogle sagde, at han havde mest sympati for regeringen. Han blev slået flere gange, inden det lykkedes ham at komme i sikkerhed bag politiets linjer.

Tusindvis af demonstranter går i protestmarch i det centrale Bangkok mod premierminister Yingluck Shinawatras regering.

Se også: Ambassadør: Frygt for voldelig udvikling i Thailand

Spændingerne er taget til, efter at den thailandske baht er faldet i værdi i forhold til dollaren - til en kurs på 31,97 for en dollar.

Et stort opbud af politifolk med hjelme og knipler så til uden at gribe ind, da over 30.000 råbte slagord mod regeringen, mens de spredte sig til forskellige regeringsbygninger og militærets kaserner.

100.000 var søndag på gaden i Bangkok for at demonstrere mod regeringen i forbindelse med de stærke spændinger mellem Bangkoks middelklasse og tilhængere af den fordrevne, tidligere premierminister Thaksin Shinawatra.

Se også: 1000 besætter ministerium i Bangkok

Vreden var rettet mod premierminister Yingluck Shinawatra, der har været ved magten siden 2011. Hun er søster til den detroniserede Thaksin Shinawatra, der in absentia er dømt for korruption.

Protesterne er taget til, efter at regeringen har forsøgt at få vedtaget en amnesti, der vil gøre det muligt for Thaksin Shinawatra at vende hjem. Amnesti-loven er siden blevet nedstemt i landets senat.

1 af 6 
2 af 6 
3 af 6 
4 af 6 
5 af 6 
6 af 6 
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere