Endelig hjælp til syge Karoline

Kovending: To år tog det Assens Kommune at anerkende, at Karoline var syg. Først da Ekstra Bladet fortalte historien, ville kommunen hjælpe

(Foto: Ole Frederiksen)
(Foto: Ole Frederiksen)

Efter to års kamp mod det kommunale system i Assens Kommune, kan Line og Tommy Torpegaard nu ånde lettet op. Onsdag fik de kommunens ord for, at deres toårige datter Karoline er syg nok til, at familien kan få hjælp.

Siden Karoline blev født, har hun lidt af en sjælden sygdom, der får hende til at stoppe med at trække vejret, når hun lægger sig til at sove.

Mens lægerne på hospitalet har kæmpet for den lille piges liv, har sagsbehandlerne i kommunen taget det anderledes roligt. De mente ikke, at den lille pige var syg nok til, at familien var berettiget til at modtage økonomisk støtte til medicin, specialudstyr og tabt arbejdsfortjeneste.

Men efter at Ekstra Bladet fortalte familiens historie for små to uger siden, lavede kommunen pludselig en kovending. Onsdag fik forældrene pludselig besøg af en afdelingsleder og sagsbehandler.

- De fortalte, at de havde ændret holdning, og Karoline nu var dækket af de paragraffer, der udløste økonomisk støtte, siger Line og fortsætter:

- Det er noget, vi lige skal synke. Vi har kæmpet i to år, så det er en stor økonomisk lettelse.

Se også: Kommune svigtede lille Karoline - nu er hun på intensiv

Mærkelig forklaring

Trods lettelsen, er forældrene ikke tilfredse med forklaringen for det pludselige skifte.

- De forklarer, at holdningsændringen skyldtes, at Karoline fik søvnrespirator for to måneder siden. Men så forstår jeg ikke, hvorfor de ikke allerede henvendte sig der, siger Line

- Jeg synes, det er et lidt pudsigt sammentræf, at Ekstra Bladet bringer en artikel, og ti dage efter giver Assens Kommune efter på de ting, de har nægtet os i næsten to år, siger Line.

Se også: Karoline kan dø, næste gang hun lukker øjnene

Dårlig samvittighed

Selv om familien er lettet over, at de nu har fået kommunen i tale, kan de ikke lade være med at tænke på de andre Assens-borgere.

- Jeg er både glad og har dårlig samvittighed over vores afgørelse. Jeg kan ikke lade være med tænke på alle de familier i kommunen, der ikke har kræfterne til at råbe op. Dem er der ingen, der hører.

Lige nu venter forældrene på, at der en af dagene bliver plads på afdelingen for sjældne sygdomme på Skejby Sygehus, hvor Karoline nu skal indlægges.

Ekstra Bladet har talt med afdelingsleder Hanne Ditlevsen fra socialforvaltningen i Assens Kommune, som avisen tidligere har talt med. Hun vil ikke udtale sig om kommunens kovending, men henviser til socialdirektør Jim Staffensen. Trods gentagne henvendelser har han ikke ønsket at tale med Ekstra Bladet.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere