Somaliske pirater kan ikke stilles for retten i Danmark

Danmark opgiver at retsforfølge de ni formodede pirater fra Somalia, som siden 10. november har været i dansk varetægt på krigsskibet Esbern Snare.

De ni formodede pirater er lørdag eftermiddag overdraget til Seychellerne for at blive retsforfulgt, oplyser Forsvarsministeriet.

- Med overdragelsen af de ni formodede pirater til Seychellerne har vi endnu engang vist, at Danmarks og den internationale indsats ved Afrikas Horn fungerer og gør en væsentlig forskel, siger forsvarsminister Nicolai Wammen (S) i en pressemeddelelse.

- Jeg er tilfreds med og taknemmelig over, at Seychellerne vil påtage sig så stort et ansvar for pirateribekæmpelse i regionen, tilføjer ministeren.

Det fremgår af pressemeddelelsen, at den danske anklagemyndighed har vurderet, at man ikke kunne stille de formodede pirater for retten i Danmark.

Det er tredje gang, at Seychellerne har sagt ja til at modtage pirater tilbageholdt af Danmark.

Soldater fra Esbern Snare pågreb de ni formodede pirater natten til den 10. november i farvandet ved Somalia, og siden har de siddet tilfangetaget på det danske krigsskib.

De formodede pirater blev tilbageholdt efter angreb på et kinesisk handelsskib og det danskflagede skib Torm Kansas.

De ni formodede pirater blev varetægtsfængslet in absentia i Københavns Dommervagt - sigtet for forsøg på at kapre det danske skib Torm Kansas.

0 kommentarer
Vis kommentarer