Movia om klippekortets død: Sådan vil vi undgå nyt ramaskrig

Klippekortet afgår ved døden 1. juli 2014. Det er Movia - næsten - sikre på

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Hvis du synes, du har hørt det før, så er det ikke helt ved siden af.

Men nu skulle det være sikkert og vist, at papklippekortet i hovedstadsområdet afgår ved døden.

Klippekortet skulle allerede være blevet kuppet af Rejsekortet 1. juli 2013, men efter et sandt ramaskrig i befolkningen blev salget forlænget med 11 måneder. Så 1. juni 2014 ophører salget af alle papklippekort i hovedstadsområdet.

Se også: Klippekortet overlever lidt endnu: Ministeren tilfreds

Og denne gang mener de det, bedyrer Pernille Jørgensen, marketingchef i Movia.

- Sidste gang sprang I i målet og fredede klippekortet et år - det sker vel igen?

- Nej, det tror jeg ikke. Vi kan jo ikke give nogle garantier, men det, jeg kan love, er, at vi arbejder ihærdigt for, at det ikke kommer til at ske igen. Og det arbejde har vi allerede sat i gang. Det er sket allerede i sommer, siger hun og uddyber, at der blandt andet er kommet større fokus på at hjælpe kunderne til at huske at tjekke ud, når de slutter deres rejse, ved at der er kommet en ny fejllyd på alle standerne.

Se også: Movia og DSB: Derfor er rejsekortet ikke godt nok

- Og det seneste, der er sket er, at alle selskaberne har besluttet at give en tydeligere markering af, hvad der er tjek ind-standere og tjek ud-standere på alle stationer. Der bliver markeret med det, vi kalder et rødt eller et grønt mavebælte. Der sættes et klistermærke rundt om hele standeren. Og det er samtlige stationer i hele landet, der får det. De er bestilt. De er ikke leveret endnu, siger Pernille Jørgensen og tilføjer:

- Og så har Rejsekort en stabil drift, og det er noget, vi skal have fokus på dagligt.

- Folks indgroede vaner er nogle gange svære at ændre. Tænker I, at det stadigvæk bliver en kamp at få folk til at forstå, at klippekortet er væk?

- Kamp er et stærkt udtryk, men vi anerkender, at vi alle sammen er vokset op med klippekort. Der er ikke ret mange af os, der kan huske tiden før. Og det føler rigtig mange kunder sig trygge ved, og derfor er det en forandring. Og det skal vi selvfølgelig også tage hånd om, siger Pernille Jørgensen og fortæller, at det vil ske ved kampagner, men også ved at tage ud til eksempelvis arrangementer i ældresagen og fortælle om, hvordan Rejsekortet virker for at skabe tryghed.

Se også: Rejseselskaber: Derfor forlænger vi papirklippekortet

Det er både papklippekort til børn og voksne samt 24-timersbilletten som klippekort og City Pass som klippekort, der forsvinder 1. juni 2014. Efter denne dato kan du stadigvæk købe 24-timers billetten og City Pass som kontant- eller mobilbillet.

Papklippekort kan bruges indtil 31. december 2014.

Er du gået over til Rejsekort? Hvordan er din oplevelse med det? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere