Blev spiddet af trælægte: Troede hun var faldet

Den 32-årige kvinde, der under forrige storm blev livsfarligt kvæstet i Brøndby vest for København, er i bedring, fortæller et familiemedlem til Ekstra Bladet

Den 32-årige ville blot opleve stormen fra sin altan. Det fik alvorlige konsekvenser. (Foto: Kenneth Meyer)
Den 32-årige ville blot opleve stormen fra sin altan. Det fik alvorlige konsekvenser. (Foto: Kenneth Meyer)

Oplevede du noget voldsomt ved sidste storm? Skriv til os på 1224@eb.dk eller sms 1224 (Koster alm.sms-takst).

Da stormen rasede gennem Danmark i slutningen af oktober i år, gik det hårdt ud over en 32-årig kvinde fra Brøndby. Hun blev gennemboret af en fire meter lang trælægte, der gik ind i brystkassen og ud ved bækkenet. Lægten skulle saves over, før hun kunne komme med ambulancen.

- Det har været et meget voldsomt forløb. Men hun har det bedre nu. Hun er stabil og ved bevidsthed, fortæller et familiemedlem til Ekstra Bladet.

Familiemedlemmet, der ikke ønsker sit navn frem, opfordrer alle til at passe ekstra godt på, når en ligeså kraftig storm, formentlig rammer Danmark på torsdag.

- Det kan jo gå grueligt galt. Så vær forsigtige, lyder det.

Se også: Vindstød af orkanstyrke og sne på vej

Den 32-årige kvinde stod på sin altan med glaskarnap i sin lejlighed på Brøndby Nordvej, netop da stormvejret ramte Storkøbenhavn. En del af tagkonstruktionen på den ejendom, kvinden bor i, blev revet ned af et meget kraftigt vindstød, og glaskarnappen blev knust af en trælægte, der efterfølgende borede sig ind i kvindens krop.

Hun blev hastet til Rigshospitalet, hvor de opererede lægten ud.

Se også: Gennemboret af lægte: Nu er hun på operationsbordet

Betændelse i kroppen
Den 32-årige er stadig indlagt på Rigshospitalet, hvor hun jævnligt bliver scannet og holdt under tæt opsyn.

- Hun skulle have været flyttet til Hvidovre Hospital for at starte på genoptræning for to uger siden. Men så fik hun nogle komplikationer. Hun har desværre fået betændelse en masse steder i kroppen, som skal behandles først, siger familiemedlemmet.

Hun fortæller, at det først er for lidt over en uge siden, at den 32-årige kvinde selv fik af vide, hvad der er sket med hende.

- Indtil da havde lægerne sagt, at hun var faldet. De turde ikke fortælle hende sandheden, fordi de var bange for, at hendes krop ville gå i chok. Det ville hun ikke kunne holde til.

- Hvordan tog hun den nyhed?

- Hun tog det faktisk okay. I det hele taget har hun det nogenlunde rent psykisk. Hun taler med en psykolog ret ofte, så det er godt. Og hun kan huske os alle, så det er også positivt. Men det er hårdt for hende ikke at vide, om hun kommer sig helt. Det kan lægerne først sige, når hun begynder genoptræningen, fortæller familiemedlemmet, der besøger den 32-årige næsten hver dag.

Kan ingenting
- Hun kan ingenting selv endnu, så vi prøver at hjælpe, så godt vi kan. Udover, at hun blev gennemboret af lægten har hun også brækket armen og benet, lyder det.

Den 32-årige har to børn på fem og syv år, som bor hos deres faster. Familien skal genhuses, da lejligheden de boede i blev ødelagt under stormen. Desuden forventer lægerne, at den 32-årige vil få smerter i hoften resten af livet.

- De venter på en stuelejlighed, så der ikke er så mange trapper, man skal gå op ad, lyder det.

0 kommentarer
Vis kommentarer