Villa-ejere gør oprør: Nej til institution med udviklingshæmmede

Hedensted-borgere vil ikke have endnu en institution midt i deres parcelhus-kvarter - det skæmmer området, siger de

Kim Schreiber er talsmand for gruppen af beboere, der er grundigt trætte afHedensted Kommune (foto: Martin Ravn)
Kim Schreiber er talsmand for gruppen af beboere, der er grundigt trætte afHedensted Kommune (foto: Martin Ravn)

Beboerne i et nyt parcelhuskvarter på Bygmarken i Hedensted er stærkt fortørnede over, at kommunen nu vil opføre en institution for udviklingshæmmede unge i kvarteret.

- Der ligger allerede én institution for autister på vejen, og det må være nok, lyder det fra den 29-årige teletekniker Kim Schreiber.

Han er talsmand for otte ud af de i alt ni parcelhusejere på Bygmarken.

Da beboerne for seks-syv år siden købte grundene af Hedensted Kommune, fremgik det helt klart af lokalplanen for området, at næste etape af byggeriet udelukkende skulle bestå af parcelhuse.

Intet imod autister
- Vi har bestemt intet imod hverken autister eller udviklingshæmmede. Men det er ikke rimeligt, at kommunen pludselig vil lave noget helt andet i området end parcelhuse, når der ligger en hel klar lokalplan. Vi købte jo vores grunde, fordi vi ønskede at bo i et parcelhuskvarter, siger Kim Schreiber til Ekstra Bladet.



(Foto: Google Maps)
(Foto: Google Maps)


Kim Schreiber lægger ikke skjul på, at det er forbundet med problemer at være naboer til institutionen med de unge autister.

- De råber meget og udstøder underlige lyde, som man normalt ikke hører i et stille villaområde. Pludselig bliver der råbt ' hjælp hjælp' ude på vejen og så styrter man derud, fordi man tror, at der er noget galt.

- Men alt det har vi stor forståelse for. Institutionen lå her, da vi byggede vores huse. Så vi vidste, hvad vi gik ind til. Men en institution til er simpelthen for meget. Byggeriet vil skæmme området, og det vil virke grimt med to institutioner mellem parcelhusene, siger Kim Schreiber til Ekstra Bladet.

Villaer taber i værdi
I morgen udløber fristen for husejerne til at gøre indsigelse mod ændringerne af lokalplanen.

- Både en ejendomsmægler og en kreditforening har vurderet, at vores huse vil tabe i værdi, hvis institutionen bliver opført, fastslår Kim Schreiber.

Han vurderer, at hans eget hus vil tabe op mod 200.000 kroner, hvis kommunen blæser på borgernes indsigelser og bygger institutionen.

- Vi overvejer alle at flytte fra området nu. Det kan ikke være rimeligt, at vi skal flytte. Vi havde tillid til, at politikerne ville holde, hvad der står i lokalplanen. Vi andre skal jo også leve op til de forpligtelser, som planen stiller til os. Vi føler os lige nu snydt af kommunen. Vi er bange for, at de bare går igang og at indsigelserne er et skuespil, siger talsmanden for de stærkt utilfredse borgere.

Hvad mener du? Forstår du beboerne på Bygmarken. Eller er det i orden, at kommunen ændrer lokalplanen? Skriv din mening i kommentarfeltet.

0 kommentarer
Vis kommentarer