Stormen hedder Bodil – men hvad kalder svenskerne den?

Svenskerne mener, at morgendagens storm er en mand

I Danmark hedder stormen 'Bodil', men svenskerne har valgt et andet navn og køn til uvejret. Svenskerne har døbt stormen 'Sven'.

- Vi var faktisk først ude, siger den svenske vejrmand Sverker Hellström til Expressen.

DMI valgte onsdag at give stormen et godt, gammelt kvindenavn.

- Vi ville gerne give stormen et dansk navn, og vil ville samtidigt gerne vælge et, som så tilstrækkeligt mange hedder, at ingen føler sig specielt 'udpeget', siger pressechef i DMI, Niels Hansen, i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at over 13.000 danskere hedder Bodil.

Efter oktoberstormen, som Ekstra Bladet døbte 'Allan', besluttede klimaminister Martin Lidegaard (R), at DMI fremover skal døbe danske storme.

Sverige er også først for nyligt begyndt at navngive storme. Første gang var oktoberstormen, der hed 'Simone'.

Mens USA i årtier har navngivet orkaner, er det nyt i Europa. Norge begyndte dog allerede i 1995 med stormen 'Agnar'.

Uanset om stormen hedder Bodil eller Sven, skal danskerne forberede sig på voldsomt blæsevejr torsdag og fredag med orkanagtige vindstød.

Uvejret går i land ved den jyske vestkyst torsdag middag. Stormen ventes at ramme Fyn, Sjælland og hovedstaden i de sene timer torsdag aften og natten til fredag.

0 kommentarer
Vis kommentarer