Lars Larsen tryner storbank

Lars Larsen er kendt for sine gode tilbud, men det var ikke just hvad storbanken FIH og kapitalfonden Axcel fik af den jyske forretningsmand

Foto: Ole Frederiksen
Foto: Ole Frederiksen

Jysk-ejer Lars Larsen gav tidligere i år kapitalfonden Axcel og storbanken FIH, hvad der lignede et af den driftige jydes velkendte 'gode tilbud'. Larsen ville overtage de to skrantende møbelkæder Ilva og IDEMøbler og dermed redde den kriseramte kæde, der reelt var truet af lukning. Men Ekstra Bladet kan nu afsløre, at det i den grad har været en dyr fornøjelse for de to magtfulde aktører i den lille danske erhvervsverden at gøre forretninger med Dyne Larsen.

For selv om både FIH og Axcel er kendt som nogle af de snedigste finansielle spillere i Danmark måtte de begge alligevel gå fra forhandlingsbordet med et kæmpe milliontab.Af regnskaberne for selskabet IDDesign, der dækker over de underskudsgivende butikker, fremgår det nemlig med al tydelig, at Lars Larsen ganske vist har hevet 100 mio. kr. op ad egen lomme med henblik på at lukke det gabende hul i pengekassen.

Se også: Lars Larsen vil samle Jysk og Ilva Lars Larsen vil samle Jysk og Ilva

Men det har den snu dyne-konge bestemt ikke gjort uden at kræve noget af modparterne. FIH har været nødt til at vinke farvel til gæld for 115 mio. kr. til de to møbelkæder. Et tab, der bestemt ikke er velkommen hos FIH, der gennem de senere år har arbejdet benhårdt på igen at få forretningen på ret køl.

Også tab til andre
Netop FIH blev primært bankforbindelse for de to møbelkæder, da Axcel og direktør Christian Frigasts trofaste legekammerater fra Nordea ifølge Ekstra Bladets oplysninger ikke kunne blive enige om at finansiere fondens køb af de to møbelbutikker.

Se også: Lars Larsen er nu større end Ikea Lars Larsen er nu større end Ikea

Banken er dog langt fra de eneste, der har mærket til, at Lars Larsen er en kræmmer til fingerspidserne. Af Axcels holdingselskab, som de tidligere ejede Ilva og IDEMøbler gennem fremgår det således, at man både har foretaget en nedskrivning på 122 mio.kr. ligesom man har været tvunget til at vinke farvel til et udestående hos de to møbelkæder på 40 mio. kr.

Samtidig har Axcel, der er kendt som ejerne af smykkeselskabet Pandora, været tvunget til at vinke farvel til omkring 120 mio. kr., som de havde til gode i deres eget firma.

Ingen kommentarer
Hos Jysk siger kommunikationschef Jonas Schrøder til Ekstra Bladet, at man ikke ønsker at kommentere købet af Ilva og IDEMøbler yderligere.

- Det er et princip fra vores side, at vi ikke udtaler os om detaljerne i forbindelse med køb og salg af virksomheder, siger han.

Heller ikke fra FIH ønsker man at udtale sig om handlen, da banken ifølge direktør Henrik Sjøgreen ikke ønsker at udtale sig om kundeforhold.

0 kommentarer
Vis kommentarer