Københavns Lufthavn advarer om forsinkelser

Torsdag aften må flypassagererne nok væbne sig med tålmodighed i Københavns Lufthavn på grund af Bodil

Rejsende med en flybillet fra Københavns Lufthavn torsdag aften må nok væbne sig med tålmodighed. Stormen Bodil får torsdag eftermiddag lufthavnen til på forhånd at advare om forsinkelser og aflysninger.

- Ifølge de aktuelle prognoser forventer Københavns Lufthavn trods stormvejret at afvikle trafikken forholdsvis normalt frem til først på aftenen.

- Stormen over Nordeuropa påvirker dog flytrafikken til Danmark, så forsinkelser og aflysninger kan opstå i løbet af dagen, skriver lufthavnen på en midlertidig hjemmeside.

Klokken 18 ventes imidlertid et vindskift, og det kan berøre lufttrafikken, fortæller senior kommunikationsrådgiver i Københavns Lufthavne Lars Lemche.

- Det kan ramme i et vist omfang, men når vinden skifter har vi planlagt at lægge flest mulige operationer dér, hvor der er læ, så vi kan fortsætte med at operere så normalt som overhovedet muligt, siger han til Ritzau.

Flypassagerer kan dog komme ud for forsinkelser, men det er der taget højde for, oplyser lufthavnen.

- Vi har fået nogle af butikkerne til at holde åbent i nat, så hvis man skulle være så uheldig ikke at komme af sted med sit fly, så er der mulighed for at få mad og drikke, siger Lars Lemche.

Ekstraordinært mange besøgende har fået lufthavnen til at oprette en nødside i stedet for den sædvanlige hjemmeside.

Passagerer kan også finde informationer på lufthavnens Facebook/cphairport eller i en app, som kan findes ved at søge på CPH Airport.

Og derudover bør flypassagerer holde sig orienteret hos deres flyselskab, anbefaler Lars Lemche.

Flytrafikken kan desuden være berørt fredag morgen, da stormen har lammet store dele af Nordeuropa, og derfor venter et større puslespil med at få lokaliseret fly og piloter i morgen tidlig, som muligvis ikke befinder sig de steder, de skal.

0 kommentarer
Vis kommentarer