Hårdt pres på digerne i Vadehavet

Christian og Gitte Møller havde taget bilen ud til diget ved Ballum - men de kom hurtigt på andre tanker

Christian Møller og hustruen Gitte havde taget bilen ud til diget ved Ballum. Men de vendte hurtigt om igen. (Foto: Ernst Van Norde)
Christian Møller og hustruen Gitte havde taget bilen ud til diget ved Ballum. Men de vendte hurtigt om igen. (Foto: Ernst Van Norde)

Selv om dagens normale højvande i dag indtræffer mellem kl 16 og 17 i Vadehavet, hamrer høje bølger allerede ubønhørligt på digerne. Mellem kl 17 og 18 skønner myndighederne, at vandet på grund af orkanen vil være mellem tre og fire meter over det normale.

Ekstra Bladets reportere har ved Ballum Diget ved Bredebro nord for Tønder ved selvsyn konstateret, at bølgerne midt på eftermiddagen pisker mod digetoppen. På det tidspunkt var der knap en time til højeste vandstand.

Se videoklippet fra ballum-diget her:

Et par af de lokale beboere, Christian og Gitte Møller, havde taget bilen ud til diget for at opleve orkanens rasen, men de vendte skyndsomt bilen.

- Det er voldsomt. Vandet står op over diget, så det bliver nok værre endnu, sagde Christian Møller.

Den enhed på 15 mand, som Beredsskabsstyrelsen har sendt til Ballum Skole, er i øjeblikket ved at gøre klar til indkvartering af folk i tilfælde af evakuering.

0 kommentarer
Vis kommentarer