Billund Lufthavn lukker - forsinkelser i København

Billund Lufthavn lukker for al flytrafik. Københavns Lufthavne advarer om forsinkelser og aflysninger.

Flypassagerer i de danske lufthavne skal torsdag aften væbne med tålmodighed. Stormen Bodil giver nemlig store problemer landet over, og det berører også flytrafikken.

I Billund er alt flytrafik blevet indstillet af sikkerhedsmæssige årsager.

- På grund af storm i hele landet, har lufthavnen lukket for flyoperationer af sikkerhedsmæssige årsager. Det er endnu uvist, hvornår lufthavnen åbner igen, skriver lufthavnen på sin hjemmeside.

Københavns Lufthavne melder også om nogle aflysninger og forsinkelser, men man forventer dog, at store dele af flytrafikken godt kan afvikles.

Klokken 18 ventes imidlertid et vindskift, og det kan berøre lufttrafikken, fortæller senior kommunikationsrådgiver i Københavns Lufthavne Lars Lemche.

- Det kan ramme i et vist omfang, men når vinden skifter har vi planlagt at lægge flest mulige operationer dér, hvor der er læ, så vi kan fortsætte med at operere så normalt som overhovedet muligt, siger han til Ritzau.

Flypassagerer kan dog komme ud for forsinkelser, men det er der taget højde for, oplyser lufthavnen.

- Vi har fået nogle af butikkerne til at holde åbent i nat, så hvis man skulle være så uheldig ikke at komme af sted med sit fly, så er der mulighed for at få mad og drikke, siger Lars Lemche.

Ekstraordinært mange besøgende har fået lufthavnen til at oprette en nødside i stedet for den sædvanlige hjemmeside.

Passagerer kan også finde informationer på lufthavnens Facebook/cphairport eller i en app, som kan findes ved at søge på CPH Airport.

Og derudover bør flypassagerer holde sig orienteret hos deres flyselskab, anbefaler Lars Lemche.

Flytrafikken kan desuden være berørt fredag morgen, da stormen har lammet store dele af Nordeuropa, og derfor venter et større puslespil med at få lokaliseret fly og piloter i morgen tidlig, som muligvis ikke befinder sig de steder, de skal.

Lufthavnene i Aalborg, Sønderborg, Karup og på Bornholm er ligeledes ramt af forsinkelser og aflysninger.

0 kommentarer
Vis kommentarer