Stormen Bodil har toppet i styrke

Uvejret vil dog fortsætte hele natten - og Bornholm har det værste til gode

Stormen Bodil er toppet i styrke, men uvejret vil fortsætte med at blæse med voldsomme vindstød hele natten, oplyser Ekstra Bladets vejrmand Thomas Alsbirk.

- Vi har ramt maksimum, og det kraftigste område, den såkaldte giftige hale, er flyttet ud over Østersøen og er på vej mod Bornholm.

- Men det betyder ikke, at festen er slut, og vi har storm til i morgen tidlig. Og på Bornholm er stormen kun først begyndt, siger meteorologen.

Han vurderer, at Bodil vil aftage gradvist i styrke hen over natten.

- Vi regner stadig med fuld storm natten i gennem, men middelvinden vil falde i løbet af natten, siger han.

Thomas Alsbirk forklarer, at stormen Bodil aldrig blev en rigtig orkan – men det var tæt på. Det ville kræve to forskellige målinger af middelvinde på over 32,6 meter i sekundet.

Bodil blev målt til orkan i Thorsminde, hvor der var en middelvind på 37 sekundmeter. På Sjællands Odde nåede middelvinden 'kun' op på 32 sekundmeter, hvilket lige præcis ikke er nok.

- Bodil var så tæt på at være en orkan, som den overhovedet kunne komme, men ifølge DMI officielle standarter var den ikke en orkan, siger Thomas Alsbirk.

Thorsminde står både for det kraftigste vindstød og den stærkeste middelvind.

Stormen Bodil fik lukket de fleste af landets små og store broer samt tog- og færgedriften i hele landet.

0 kommentarer
Vis kommentarer