Nu kommer anden bølge – og den bliver endnu kraftigere

De kraftigste vinde er målt ved Blåvandshuk, men nu spreder stormen sig til resten af Danmark

Høj bølgegang ved Storebæltsbroen. (Foto: Per Rasmussen)
Høj bølgegang ved Storebæltsbroen. (Foto: Per Rasmussen)

- Der har været et lille ophold i stormen, men nu kommer anden bølge, og den vil sprede sig til hele landet.

Sådan lyder det fra Ekstra Bladets vejrmand Thomas Alsbirk, der har studeret de seneste prognoser i kommandocentralen hos Vejret.dk i Aarhus.

Han fortæller, at stormvejret ind til videre har ramt de vestlige og sydlige dele af landet. Nu vil vinden snart slå over i nordvest, og så spreder stormen sig til resten af Danmark.

- Stormen er i gang, men den er først for alvor på vej ind over landet nu. Der sker noget specielt, når vinden slår over i nordvest, så vi forventer, at middelvinden bliver kraftigere i løbet af aftenen, siger Thomas Alsbirk til Ekstra Bladet.

Han tilføjer, at de hidtil kraftigste vinde er målt ved Blåvandshuk, hvor der er konstateret vinde med orkanstød på 150 kilometer i timen. Samtidig har der været stærk storm fra Thorsminde til Esbjerg på den jyske vestkyst.

Se også: Treårig kvæstet – fik glasdør i hovedet

I løbet af eftermiddagen er stormen blæst hen over landet, og det østligste punkt med stormstyrke klokken 16 er ved Røsnæs Fyr ved Kalundborg. Desuden er der målt vindstød af stormstyrke ved Assens på Vestfyn, oplyser meteorologen.

Trafikmæssigt er Danmark næsten lukket ned. Vejdirektoratet advarer om lukning af flere mindre broer som følge af stormen Bodil, der er på vej ind over Danmark.

Indtil videre har Vejdirektoratet og politiet meldt ud, at Vejlefjordbroen, Langelandsbroen og Svendborgsundbroen er lukket for al trafik.

Tarphagebroen mellem Esbjerg og Varde er lukket på grund af oversvømmelse, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi. Det anbefales, at man kører gennem Varde.

Se også: Bodil hærger: Flere færger må blive i havn

Alssundbroen forventes at lukke for al trafik omkring klokken 16, oplyser Syd og Sønderjyllands Politi.

Derudover forventer man at spærre al trafik på Farøbroerne, der forbinder Sjælland og Falster. Mellem klokken 18 og 21 bliver det ikke muligt at køre over broerne.

Lette og høje køretøjer skal køre med en hastighed på 50 kilometer i timen, hvis man skal over Sallingsundsbroen. Derudover er Storebæltsbroen, den nye Lillebæltsbro og Øresundsbroen lukket for trafik.

0 kommentarer
Vis kommentarer