Besked til forældre: Hent dit barn, Bodil kommer

Stormen Bodil ventes at lukke broer og veje. Derfor opfordrer flere kommuner til tidlig afhentning af byens unger

Børn i alle aldre skal hentes tidligt i dag, lyder opfordring i Fredericia. (Foto: Arkiv / Finn Frandsen)
Børn i alle aldre skal hentes tidligt i dag, lyder opfordring i Fredericia. (Foto: Arkiv / Finn Frandsen)

Hent dit barn, stormen kommer!

Sådan lyder beskeden over en bred kam til forældre flere steder, mens landet forbereder sig på stormen Bodil.

Et af de steder er i alle daginstitutioner i Fredericia Kommune, hvor forældre får en klokkeklar opfordring via telefonen.

- Vi beder dem, som har mulighed for det at hente deres børn seneste klokken 13.30, siger pressechef Pia Becker til Ekstra Bladet. Hun tilføjer.

- Vi vil sikre, at alle kommer hjem inden stormen rammer for fuld skrue.

Se også: Rasende far: At lukke skolen på grund af stormen er latterligt

Pressechefen lover dog, at ingen børn vil blive ladt i stikken. De steder, hvor forældre ikke når frem, vil pædagoger blive hængende og passe ungerne. Det er især frygt for en lukning af Lillebæltsbroen, som får kommunen til at opfordre til tidlig afhentning.

En enslydende besked får forældre i Odense.

'Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune beder nu forældre til børn i de odenseanske skoler og dagtilbud om at hente deres børn hurtigst muligt,' skriver kommunen på sin hjemmeside.

Tidligere i dag har gynmasier og folkeskoler i Vejle og Aabenraa kommet med lignende meldinger.

Alene i Fredericia er der 40 daginstitutioner. Alle institutioner fra vuggestuer til fritidshjem, private såvel som offentlige, er omfattet af kommunens opfordring om at hente ungerne før tid.

Fra Esbjerg Kommune oplyses det, at ingen daginstitutioner lukker før tid. Derimod vil pædagoger bliver og passe på de børn, som måtte blive hentet for sent pga. stormen.

Ved du noget om stormen, som du mener, vi bør vide. Kontakt 1224@eb.dk eller send en SMS til 1224.

0 kommentarer
Vis kommentarer