Havnechef: Som om vi er ramt af en tsunami

Det er den værste storm, havnechef gennem 26 år har oplevet

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze

- Det ser trøstesløst ud det hele. Det er som om, vi er ramt af en tsunami. Jeg har aldrig set noget lignende, siger Leif Jensen, der har været havnechef i Thorsminde Havn i Vestjylland de seneste 26 år.

Stormen Bodils hærgen var en voldsom oplevelse i det vestjyske.

- Selv dem, der har været her endnu længere tid end mig, siger, at det er den værste oplevelse, de har haft, siger han.

Under gårsdagens storm sank flere kuttere, ligesom et par stykker er skyllet op på land. I dag kan man blot se det øverste af kutternes master over vandoverfladen, mens de grundstødte kuttere ligger grundstødte hen.

Se også: Stort galleri: Historisk stormflod

- Jeg har prøvet mange storme. Der var en i 2005, som jeg syntes var meget meget slem. Den her overgår den, siger havnechefen og fortæller, at DMIs prognose for vandstanden i går blev ved med at være 2 meter over normal daglig vande.

- Men den røg op på 3.60 meter over normal daglig vande. Så der var virkelig pres på, fortæller Leif Jensen, der har været på havnen de seneste 48 timer.

Det var allerværst mellem kl. 15 og 16 i går, og i dag er de gået i gang med oprydningsarbejdet, selvom det stadig blæser meget nu.

- Vi prøver at få overblikket og har prøvet at få det værste ryddet af vejen. Det ligger meget lort, fortæller han.

1 af 5 Foto: René Schütze
2 af 5 Foto: René Schütze
3 af 5 Foto: René Schütze
4 af 5 Foto: René Schütze
5 af 5 Foto: René Schütze
0 kommentarer
Vis kommentarer