Sådan bliver weekendvejret

Du kan trygt bevæge dig ud i weekenden. Det bliver koldt, men den stormende blæst forsvinder

Find handsker og hue frem, for weekendvejret bliver koldt (Foto: Ole Lind)
Find handsker og hue frem, for weekendvejret bliver koldt (Foto: Ole Lind)

Stormen Bodil er ved at være drevet over, og det betyder, at weekendvejret bliver langt mindre blæsende end de seneste dage.

Det fortæller vagtchef ved DMI Michael Skelbæk til Ekstra Bladet.

- Lørdag er der stadig forholdsvist meget vind, der vil være frisk vind til kuling mod øst, mens det aftager i vest. Men generelt bliver det meget mindre blæsende, end det længe har været.

Se også: Her ryger sommerhus i havet



Se også: Klar til evakuering - vandet stiger

Stormen Bodil bragte i løbet af fredagen sne og hagl til dele af landet, og det ser dog ud til at fortsætte. Specielt i den sydvestlige del af Jylland, i Nordsjælland og i Københavnsområdet.

- Vi har de her byger med hagl og sne rundt omkring i landet, og det fortsætter også i morgen lørdag.

- Der kommer også solskin til rigtig mange danskere, men der vil altså også være de her byger.

Se også: Borgere evakueres i Nordsjælland



Se også: Stort galleri: Historisk stormflod

Lørdag kommer temperaturen ikke meget over frysepunktet, så hvis man endnu ikke har fundet hue og hansker frem, så er det nok en god idé at gøre det nu, hvis man har planer om en gåtur i det nu langt mindre blæsende decembervejr.

- Det bliver relativt koldt. Temperaturerne kommer til at være kun ganske lidt over frysepunktet. Ved vestkysten kan det dog blive 3-5 grader, siger Michael Skelbæk.

Men allerede søndag bliver det varmere igen.

- Der strømmer varme frem til Danmark, og vi får et mindre vejrskifte. Faktisk kommer vi op på en 7-8 grader.

Så danskere behøver ikke at frygte en ny storm lige foreløbig?

- Nej, det går faktisk den modsatte vej. Vejret bliver stabiliseret temmelig meget fra på tirsdag, og der er ikke noget farligt i vente, fastslår vagtchefen.

0 kommentarer
Vis kommentarer