Mandela mindes i Danmark

Stor mindehøjtidelighed i Christians kirke i morgen kl. 10

Nelson Mandela mindes i morgen i Christians kirke på Christianshavn i København. Foto: Jakob Carlsen.
Nelson Mandela mindes i morgen i Christians kirke på Christianshavn i København. Foto: Jakob Carlsen.

Sydafrikas navnkundige tidligere præsident, Nelson Mandela, der døde sent torsdag, får nu også sin egen mindehøjtidelighed i Danmark.

Det sker, når Chistians kirke på Christianshavn i København i morgen søndag kl. 10 afholder en stor mindegudstjeneste for den legendariske statsmand, der blev smidt i spjældet som terrorist i kampen mod apartheid og som endte sine dage hyldet fra venstre til højre som en af de største statsmænd nogen sinde.

Flemming Pless er sognepræst ved mindehøjtideligheden. Desuden taler beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.

Gudstjenesten vil også byde på ord og toner fra en række kunstnere: Rasmus Lyberth, Palle Mikkelborg og Ayi Salomon, Baobab Koret og Carsten Bo.

Se også: Dronningen sender kondolencebrev til Sydafrika

I følge Flemming Pless er det faktisk flere år siden, at tidligere udviklingsminister Helle Degn spurgte ham, om Cristians kirke ville lægge lokaler til en mindehøjtidelighed, når Nelson Mandela døde.

– Det sagde jeg med det samme ja til. Først og fremmest fordi, jeg synes, at Mandela er et fantastisk godt eksempel på humanisme i yderste konsekvens.

– Selvfølge også fordi jeg mener, at når kristendom er bedst, så stræber vi jo mod at leve et liv, der kan være til eksempel for andre, og uden sammenligning mellem Jesus og Nelson Mandela - for det, synes jeg, vil være voldsomt forkert - så har Mandela formået at sætte en dagsorden, hvor humanismen, samhørighed og forsoning ikke mindst er kommet på dagsordenen på en måde, der også er dybt inspirerende for os i kirken, siger Flemming Pless.

Se også: Kritikere: Mandela-hyklere står i kø

Mindehøjtideligheden åben for alle, understreger Flemming Pless.

– De eneste, vi har inviteret specielt er den sydafrikanske ambassade. Ellers er der ingen specielt inviterede.

Kirken har plads til ca. 600 siddende, men Flemming Pless mener, at der godt kan lukkes op mod 800 ind.

– Men så er der også rigtig mange, der står op. Hvis der kommer flere, så vi tage den derfra. Vi kan ikke have folk stående udenfor. Vi må prøve at have folk stående og siddende og give plads for hinanden så meget som muligt. Jeg har jo ingen anelse om hvor mange, der kommer. Jeg tænker, at 200 er mange. Men dem, jeg taler med, siger, at jeg godt kan regne med mange, mange flere.

0 kommentarer
Vis kommentarer