Politi i Kijev stormer partihovedkvarter

Politiet har slået til en række steder i Kijev og opløser aktivisters lejre forud for udløb af tidsfrist

(Arkivfoto: AP)
(Arkivfoto: AP)

Ukrainsk politi stormede mandag den bygning, hvor oppositionslederen Julia Timosjenkos Fædrelandsparti har hovedkvarter, siger en talskvinde for partiet.

- Specialudrustet politi har besat partiets centrale hovedkvarter i Kijev, siger talskvinden, Marina Soroka på Facebook-siden.

- De bryder dørene ned, skriver hun.

Politiet har samtidig slået til en række steder i Kijev mod den demonstrerende opposition og er begyndt at opløse aktivisternes lejre.

Demonstranterne, der kræver regeringens tilbagetræden, har fået en frist indtil tirsdag til at indstille deres protester.

Der er ingen rapporter om gadekampe eller vold i gaderne i den ukrainske hovedstad.

0 kommentarer
Vis kommentarer