Eks-gidsel: Derfor klagede jeg ikke

Det tidligere gidsel Søren Lyngbjørn forklarer, hvorfor han ikke klagede til Pressenævnet

Søren Lyngbjørn. (Foto: Henning Hjorth)
Søren Lyngbjørn. (Foto: Henning Hjorth)

Ekstra Bladet har i dag fået alvorlig kritik af Pressenævnet for omtalen af den danske kaptajn Eddy Lopéz, der var gidsel hos somaliske pirater i 838 dage.

Det andet danske gidsel i Somalia, styrmand Søren Lyngbjørn, forklarer, hvorfor han valgte ikke at medvirke i klagen over Ekstra Bladets dækning af gidselsagen.

- Var det okay, at vi bragte de her artikler og billeder af dig?

- Det er et godt spørgsmål. Jeg har jo ikke blandet mig i sagen. Problemet er, at du ikke kan spørge en mand, der sidder med en pistol for panden, om lov til noget, siger Søren Lyngbjørn.

- Havde det været en god ide, hvis ingen havde skrevet om jer, mens I sad dernede?

- Grunden til, at de (piraterne, red.) ville have os i medierne, var jo for at presse. Vi vidste godt, at hver eneste gang, vi er i medierne, så går der en måned mere. Fordi så skal de have det til at virke.

- Ville du give dit samtykke i dag?

- Der er skrevet noget, efter vi er kommet hjem, og der har jeg medvirket frivilligt. Alt, hvad der er lavet dernede, er under tvang. I bund og grund synes jeg, det var en dårlig ide, at vores personlige sag kom i pressen.

- Men det er en god ide, at problemet med pirateri kommer i pressen. I skulle have kørt mere generelt på det og ikke direkte på os, siger han.

- Hvorfor var du så ikke med i klagen?

- Jeg tænkte, at det får vi ikke en skid ud af. Det er spild af tid. Det er noget pjat, efter min mening, siger Søren Lyngbjørn til Ekstra Bladet.

0 kommentarer
Vis kommentarer