Tutu plyndret, mens han talte for Mandela

Sydafrikanske tyveknægte viste ingen respekt for Nobel-pristager

Desmond Tutu kysser Mandelas eks-kone Winnie Madikizela-Mandela under mindemødet i Johannesburg tirsdag. (Foto: AP/Matt Dunham)
Desmond Tutu kysser Mandelas eks-kone Winnie Madikizela-Mandela under mindemødet i Johannesburg tirsdag. (Foto: AP/Matt Dunham)

Han er 82 år og efter Nelson Mandelas død den mest kendte veteran fra kampen mod apartheid.

Tirsdag talte ærkebiskop Desmond Tutu ved mindehøjtideligheden i Johannesburg for sin gamle ven og kampfælle.

Se også: Sådan har du aldrig oplevet en begravelse

Det havde ukendte tyveknægte ingen respekt for. De benyttede Tutus bebudede fravær til at begå indbrud i hans hjem i Cape Town, skriver avisen Cape Times.

Høje mure og vagtfirmaer
Selv om huset i forstaden Milnerton ifølge billeder fra stedet er godt beskyttet med en høj mur, jernlåge og skilte fra vagtselskaber, er det anden gang på tre måneder, at Tutu har indbrud.

Både Nelson Mandela og Desmond Tutu modtog Nobels fredspris for deres kamp for de sorte rettigheder. Tutu fik prisen i 1984, mens Mandela opnåede den i 1993.

Se også: Desmond Tutu protektor for dansk center

- Jeg kan bekræfte, at der har været indbrud. Vi kan endnu ikke sige præcist, hvad der blev stjålet. Hverken ærkebiskoppen eller hans kone var hjemme, siger Tutus talsmand Roger Friedman.

Desmond Tutu talte som den sidste ved det store mindearrangement på Soccer City Stadium i Johannesburg.

- Vi fejrer her mindet om et ikon, lød ærkebiskoppens ord om Mandela.

Mod magtmisbrug og korruption
Tidligere i år meddelte Desmond Tutu i et indlæg i avisen Mail & Guardian, at han ikke længere kunne stemme på ANC, Den Afrikanske Nationalkongres, før der var skiftet ud i ledelsen.

Se også: Tutu til Mandelas familie: Tilsvin ikke hans navn

Mandelas tidligere så hæderkronede organisation i dag er blandet ind i mange sager om korruption og magtmisbrug.

Den økonomiske ulighed er også øget i Sydafrika siden ANC's magtovertagelse i 1994. Kriminaliteten er rekordhøj, hvilket Tutu igen er blevet offer for.







1 af 3 De to gamle veteraner fra kampen mod apartheid er her fotograferet sammen i 1994. Nu er kun Tutu tilbage. (Foto: AP/Jerry Holt)
2 af 3 Tutu på talerstolen i Johannesburg tirsdag. Imens slog tyve til mod hans hjem i Cape Town. (Foto: AP/Matt Dunham)
3 af 3 Desmond Tutu kysser Mandelas eks-kone Winnie Madikizela-Mandela under mindemødet i Johannesburg tirsdag. (Foto: AP/Matt Dunham)
0 kommentarer
Vis kommentarer