Øv: DMI dræber håbet om hvid jul

Intet tyder på at der er sne et eneste sted i Danmark juleaften, oplyser DMI, der vurderer chancen for hvid jul til tæt på nul procent

Grå julestemning: Der er så godt som ingen chance for hvid jul. (Polfoto/Emil Christoffersen)
Grå julestemning: Der er så godt som ingen chance for hvid jul. (Polfoto/Emil Christoffersen)

Det bliver fantastisk vejr resten af året hvis man hader sne og kulde, men elendigt vejr for alle romantikerne, der ikke ved noget bedre end en hvid jul.

Vejret bliver nemlig usædvanligt mildt med temperaturer på omkring to til syv graders varme resten af december, og selv om natten vil temperaturen meget sjældent komme ned under frysepunktet, oplyser DMI.

Se også: Grå mandag starter mild decemberuge

Temperaturen vil komme til at ligge hele to grader over normalen for denne tid på året, og samtidig vil der falde meget lidt nedbør.

- Når jeg kigger på prognosen, så er det ikke sandsynligt, at vi får hvid jul. Det må man sige. Selv om der er 14 dage til jul, og det kan komme ændringer i prognosen, så er der intet der tyder på, at der ligger sne et eneste sted i Danmark juleaften, siger meteorolog Mogens Grønnebæk fra DMI.

Tæt på 0 procents chance
- Man skal nok tage til Grønland, hvis man vil opleve hvid jul i år, siger han.

Den officielle definition af hvid jul er, at der skal ligge mindst 0,5 cm sne i mindst 90 procent af landet. Generelt set er der syv procent chance for, at det sker i Danmark. Men ikke i år.

Se også: Efter Bodils hærgen: Op til ni graders varme

- Det er meget usandsynligt, så chancen er under syv procent. Den er tættere på nul procent, siger Mogens Grønnebæk til Ekstra Bladet.

Siden 1900 har der kun været hvid jul i Danmark ni gange, senest i 2010.

0 kommentarer
Vis kommentarer