Fagforeningsfolk i skjult krig mod homovielser

Frontfigurer i Krifa blæser til kamp mod folkekirken og bruger medlemmerns penge på religiøse konferencer og missionerende arbejde. Forsker: Det er medlemmerne slet ikke klar over

Krifa har skjult religiøs dagsorden, lyder det. (Foto: Sisse Dupont)
Krifa har skjult religiøs dagsorden, lyder det. (Foto: Sisse Dupont)

Læs også: "Hvis sandheden går op for medlemmerne..."

De seneste års jagt på flere kunder i butikken har fået Kristelig Fagbevægelse (Krifa) til udadtil at tone kraftigt ned på sin kristelige profil. Men indadtil – og uden medlemmernes kendskab – har Danmarks 4. største lønmodtagerforening skruet op for kirkeaktiviteterne, skriver Avisen.dk.

Det sker blandt andet gennem Krifa-ansattes engagement i en række netværk på den kirkelige højrefløj, som har kastet sig ud i en regulær krig mod folkekirken – især fordi den for halvandet år siden gav homoseksuelle mulighed for at blive viet i kirken.

Mange vil føle, at de blev lokket
Krifa bruger også millionbeløb på at støtte humanitære projekter med missionerende indhold i udviklingslande. Ligeledes har topfolk i Krifa på medlemmernes regning gentagne gange deltaget i højre-evangeliske konferencer i USA.

- Det er medlemmerne slet ikke klar over. For Krifa skjuler det egentlige formål – at tjene penge og så det religiøse, siger arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen, der er professor ved Aalborg Universitet, til Avisen.dk.

- Mange vil føle, at de blev lokket til et medlemskab på falske forudsætninger, siger han.

Krigen mod folkekirken føres blandt andet i Kronjyllands Frimenighed, der er inspireret af evangeliske og stærkt konservative vækkelseskirker i USA – og som tror på mirakler, syn og såkaldt tungetale, der ifølge kirkens egen præst skal betragtes som ”gaver fra gud”.

Læs også: Fagforeningsfolk i skjult krig mod homovielse

Fem ud af seks bestyrelsesmedlemmer i frimenigheden sidder i Krifa-toppen eller har nær tilknytning til topfolk i Krifa. Århus Bykirke er en anden ’Krifa-rede’. Både Århus Bykirke og Kronjyllands Frimenighed er fremtrædende medlemmer af Evangelisk Luthersk Netværk (ELN), der aktivt arbejder imod folkekirken og særligt homovielserne.

Professor Bent Greve, der er arbejdsmarkedsforsker på Roskilde Universitet, opfordrer Krifa til at spille med åbne kort, 'når det gælder det religiøse'.

- Medlemmerne har krav på at vide, hvad pengene går til. Der er eksempler på, at Krifa bruger penge på kristelige aktiviteter – men uden at det fremgår tydeligt af regnskaber og andet materiale. Det samme kan man sige om nogle af Krifas standpunkter, som bygger på kristen ideologi, men hvor det i dag ikke fremgår specielt tydeligt, siger han til Avisen.dk.

Det er helt privat
Kristelig Fagbevægelses formand Søren Fibiger Olesen ønsker ikke at kommentere Krifas og Krifa-ansattes kirkelige aktiviteter.

- Det har jeg ingen kommentarer til, siger han til Avisen.dk.

Rolf Weber er politisk konsulent og international sekretær hos Krifa – og samtidig formand for Kronjyllands Frimenighed. Han understreger, at han holder sit job skarpt adskilt fra hvervet som frontkæmper i den østjyske frimenighed:

- Hvad jeg laver i min fritid, og hvad jeg laver i Krifa, har intet med hinanden at gøre. Krifa er min arbejdsplads, og så er jeg engageret i andre ting i min fritid. Og de to ting blander jeg ikke sammen, siger Rolf Weber til Avisen.dk.

Avisen.dk har talt med en række tidligere og nuværende medarbejdere i Krifa. De beretter, at det er en bevidst strategi at holde lav profil med, at de mange topfolk er aktive på den kirkelige højrefløj.

Læs også: Frimenighed vrimler med gule fagforeningsfolk

Læs også: "Helt privat, hvad jeg laver i min fritid

Læs også: Gule giver op: Anker ikke medlemmers skadesag

0 kommentarer
Vis kommentarer