IKEA-skandale: Spionerede mod egne ansatte

Flere i ledelsen i den franske afdeling af møbelgiganten risikerer fængselstraffe. De efterforskes for at have brugt millioner på at overvåge egne ansatte

Efterforskning tyder på, at chefer i franske IKEA har brugt over fire millioner kroner på privatdetektiver.

Formål: De skulle overvåge møbelgigantens egne ansatte.

Det fremgår at retsdokumenter fra Versailles, som The New York Times har haft adgang til.

Det skulle være tale om flere hundrede eksempler på spionage, herunder baggrundtjek af jobansøgere og granskning af medarbejdere, som har været involveret i personalesager.

Ifølge dokumenterne, er efterforskere også sat ind mod kunder der har klaget.

Et eksempel: Virgine Paulin havde arbejdet for IKEA i 12 år, da hun i 2008 sygemeldte sig efter at have fået hepatitis C. Hun blev fyret et år senere. Møbelfirmaet havde hende mistænkt for at have sygemeldt sig på et forkert grundlag og satte en privatdetektiv på sagen.

- Jeg var chokeret, siger hun til The New York Times.

Efterforskeren havde skaffet en kopi af hendes pas, som blev brugt til at bevise at hun havde været i Marokko under sin sygemelding.

Hendes advokat, Sofiane Hakiki siger:

- Dety er svært at forstå, hvordan noget sådan kan foregå i et demokratisk land.

Efterforskningen hos myndighederne går på, om chefer i IKEA har brudt loven ved at bestille den slags overvågning.

Fra 2002 til 2012 er der - ifølge papirer fra økonomiafdelingen - udbetalt 475.000 euro til privatdetektiver.

Tre chefer er allerede sigtet, mens ni andre - heriblandt fire politifolk - er involveret.

The New York Times oplyser, at chefernes advokater ikke har ønsket at kommentere sager mens efterforskningen er i gang.

IKEA har iværtsat deres egen undersøgelse af påstandene. Det betød at flere chefer, blandt andet daværende direktør Jean-Louis Baillot, blev fyret sidste år.

- Vi tager afstand fra uetisk adfærd og ulovlig overvågning. De etiske regler er klare. Vi arbejder med ærlighed og åbenhed, uanset hvilket land vi opererer i, lød det dengang i en pressemeddelelse fra iKEA.

0 kommentarer
Vis kommentarer